Nyheder

7. november: Sjællandsmester

Som en del af forberedelserne til VM deltog jeg i Øst/Sjællandsmesterskaberne for at teste formen og få de sidste detaljer og rutiner på plads. Det gik helt fantastisk og jeg vandt min vægtklasse og var bedst af alle kvinder på tværs af vægtklasserne. 
Resultatet er mit bedste i 3,5 år, så det er rigtig dejligt. Jeg fik godkendt alle mine 6 løft og kan mærke at der er mere i kroppen. Det bliver derfor spændende at få tilpasset de sidste tekniske detaljer om til VM om to uger.
 
Kropsvægt: 52,9 kg
Træk: 68 kg (64, 66, 68)
Stød: 86 kg (80, 84, 86)
Tokamp: 154 kg 
Sinclairpoint: 232 point

15. oktober: 4. plads til AL Bank-Cup

I starten af oktober blev AL Bank-Cup afholdt i Aalborg med 60-70 løftere. Stævnet blev prioriteret som et træningsstævne frem mod VM, ligesom Øst Senior også bliver. Det gik godt og trods hold i nakken op til stævnet, så blev resultatet kun to kilo fra mit bedste træk og stød i år. Der er stadig tekniske rettelser at arbejde med og det håber jeg på at få bedre styr på det næste stykke tid sammen med en øget styrke. 

Kropsvægt: 52,6 kg
Træk: 65 kg (62, 65, 67)
Stød: 81 kg (77, 79, 81)
Tokamp: 146 kg 
Sinclairpoint: 222 point

Det blev til en flot 4. plads efter Ruth (NOR) 275 point, Ine (NOR) 241 point og Sandra (NOR) 225 point. Jeg blev dermed bedste danske kvinde. 
Resultater og referat

14. oktober: En trist og svær tid

Efter de nordiske mesterskaber begyndte det at gå endnu mere ned ad bakke for min farfar, jeg håbede, at han ville blive rask igen, men det gjorde han desværre ikke. Han døde den 8. september 94 år gammel, hvilket er en imponerende alder. Min farmor og farfar har passet min storebror og jeg meget, da vi var små og boede på en sidevej til vores vej, så det var hårdt at sige farvel, selv om vi har været heldige at have vores bedsteforældre så længe. 
Der er kommet mere ro på i privatlivet nu og VM begynder at nærme sig, så det ser jeg frem imod. 

3. september: NM bronze

Foto: DVF - Allan Carlsen
Spændende konkurrence i min vægtklasse til NM i Slagelse den 29. august. I træk gik det godt med to fine træk på 65 kg og 67 kg, mens 69 kg desværre røg bagover. Det havde været perfekt at komme foran med 69 i træk, men desværre har jeg svært ved at styre mine kræfter og retningen på det helt tunge vægte. I stød startede jeg derfor højt for at kunne kæmpe med om medaljerne. Vendingerne sad ikke helt optimalt i dag, men jeg er meget tilfreds med resultatet, da jeg gjorde hvad jeg kunne på dagen. Jeg har flere ting at arbejde med frem mod VM og det skulle gerne gøre at jeg kan forbedre mit årsbedste yderligere i år. NM blev vundet 10 kg højere end sidste år og med flere dygtige piger var der en god kamp mellem os. Med 222 point blev jeg bedste danske pige, hvilket jeg også er meget glad for. Nu skal der trænes en masse styrke og teknik, så jeg kan løfte endnu flere kilo til VM i november.

1. Sarah NOR 154 kg 
2. Sini FIN 149 kg
3. Christina DEN 148 kg
4. Susanne SWE 144 kg 
5. Tina DEN 131 kg

Kropsvægt: 53,0 kg
Træk: 67 kg (65, 67, 69 (bagover))
Stød: 81 kg (81, 8383)
Tokamp: 148 kg 
Sinclairpoint: 222 point
Referat og resultater 
Foto: DVF - Allan Carlsen
12. august: VM-deltagelse i år
Jeg snakkede lige kort med forbundets eliteudvalgsformand om VM på træningslejren og fik mere information om det praktiske. Efter mange overvejelser over sommeren har jeg besluttet mig for at tage til VM i år. Det er nogle år siden jeg har været afsted sidst, men nu er formen opadgående og jeg glæder mig meget til at komme afsted igen. Det er en kæmpe oplevelse at være afsted og der bliver hård konkurrence, da VM i år er kvalifikationsstævne til OL i Rio.
9. august: Landholdssamling i Gladsaxe
To gange om året samles landsholdet til information og træning, hvilket i denne omgang var i Gladsaxe. Min træner Roland var lige kommet hjem fra 3 ugers ferie, så det var rart også at have noget tid til at få set på, hvor formen er nu og hvad, der skal arbejdes på frem mod NM. 
Jeg fik trukket 66 kg, hvilket er det bedste til træning i lang tid og 80 kg i stød. Derudover var jeg oppe og teste formen lidt i andre øvelser og med den gode stemning i lokalet var det en hyggelig lejr, hvor vi også fik lært de nye lidt bedre at kende.
Med kort tid til NM, så håber jeg på at få bedre styr på mine vendinger, samt mindre detaljer i opadstødet og træk. Det er specielt min startposition, der er en udfordring at ramme hver gang, men det går den rigtige vej. For at blive mere klar til stævnesituationen træner jeg også flere tungere løft og arbejder mig hen mod mulige startvægte.

31. juli: 4 uger til NM
Testede formen lidt i dag efter opbygningsperioden. Fik 65 kg i træk, 80 kg i stød og 100 kg i benbøjninger bagpå, hvilket er fint på nuværende tidspunkt. Den næste periode skal teknikken finpudses, så jeg bliver klar til NM. 
Næste weekend er der landsholdssamling i Gladsaxe, hvor jeg også regner med at teste formen og få nogle gode tunge træninger. Jeg har taget et par kilo på og det er rigtig rart, at det er lykkes her i juli, da det er noget jeg har kæmpet med i et stykke tid. 
I starten af august skal jeg tage stilling til om jeg skal deltage i VM, som afholdes i USA til november. Det er nogle ting, der lige skal falde på plads, men med den nuværende form kunne det være fedt at tage afsted. 
13. juni: Dansk mester i femkamp
Drømmemålet for dagen var at gå efter VM B-kravet, hvis alt gik vel. Det gjorde det også de to første løft i både træk og stød, men de sidste to løft kiksede, hvilket ellers havde været kravet. Det er det bedste resultat i tre år, så det er dejligt. Jeg vandt i min aldersgruppe, "overall" og lavede dansk rekord i femkamp, hvilket jeg selvfølgelig er meget tilfreds med. 
Kropsvægt: 51,6 kg
Træk: 67 kg (64, 67, 70(bagover))
Stød: 83 kg (80, 83, 85)
Tokamp: 150 kg 
Sinclairpoint: 231,23 point
11. juni: DM Femkamp forberedelser
Så er det blevet tid til forårets sidste stævne, hvor jeg har lagt fokus på vægtløftningen og ikke trænet atletikken pga. min fod. Træningen er gået godt her til sidst selv om teknikken driller lidt. Har været på 65 kg i træk, 80 kg i stød, vendt 83 kg og opadstødt 85 kg.
Jeg håber på at ramme teknikken godt og få nogle gode løft for at slutte flot af på hjemmebane inden sommeren.
Stævnet afholdes fra kl. 11 lørdag. 
Startlister
9. maj: Bronze til DM Hold
Med en rigtig flot indsats af hele holdet vandt Monica, Mette, Line og jeg bronze. Line og Monica lavede nye toppe i alt, så det var imponerende. Mette og jeg løftede op til vores årsbedste, så vi var meget tilfredse. 
Træk
Med sidste opvarmingsløft var på 62 kg og 64 kg var derfor en fin startvægt. Desværre røg den ud fra kroppen og blev kikset i først forsøg, den blev taget i andet forsøg og tredje forsøg blev sat til 67 kg, som var nyt årsbedste, da den blev klaret. 
Stød
Med et løft på 78 kg i opvarmningen gik vi på 81 kg, som ikke sat så godt, men blev godkendt. Derefter øgede vi til 83 kg, som jeg havde to forsøg på, men desværre var de dårligt timet og jeg kunne derfor ikke komme op fra bundstillingen. 
Evaluering
Resultatet var fint i forhold til forberedelserne og jeg håber på at få nogle af disse på plads frem mod de næste stævner. Det er primært min venstre fod der driller og så arbejder jeg en del med teknikken.
Næste stævne 
DM Femkamp den 13. juni er næste stævne inden sommeren. Det kan mærkes, at jeg ikke har haft tid til at opbygge grundstyrke i efteråret pga. mine hofteproblemer, så jeg glæder mig til at få tid efter DM Femkamp til at få mere fokus på at styrke mine ben. 

Kropsvægt: 52,1 kg
Træk: 67 kg (64, 64, 67)
Stød: 81 kg (81, 83, 83)
Tokamp: 148 kg 
Sinclairpoint: 226,39 point
2. maj: Opdatering og to dage til DM Hold
Jeg kom hjem fra EM fuld af motivation og lyst til at gøre det endnu bedre til næste stævne. Med en 10. plads til EM og en 2. plads på den danske rangliste, så ville jeg gerne hjem og træne hårdt. Men som de fleste nok har det efter et stort mesterskab, så var jeg meget træt mentalt. Det kræver rigtig meget op til et stævne og derfor er det rart at slappe af og give kroppen tid. Jeg har derfor taget den med ro og er meget spændt på, hvad jeg kan levere, når vi næste weekend skal stille med et 4 personers hold til DM Hold. Men jeg vil gøre mit bedste og håber, at den lidt lettere træning efter EM kan skabe gode resultater. 

I holdfinalen for kvinder deltager: IK99, Napoleon CBBC, Sportshøjskolen, Bagsværd VK og AK Viking. AK Atlas som ellers fører ranglisten har meldt fra pga. skader.

Stævnet afholdes med start kl. 12 i SPH Gym i Aalborg med dameholdene i de første grupper og herreholdene derefter. 
11. april: Nr. 3 i B-gruppen og VM-krav
Jeg vidste, at formen var på vej op og håbede derfor på at kunne få et godt resultat med hjem. Det blev til 4/6 godkendte løft. Bedste resultat i næsten tre år, så det var fedt at føle fremgang og få mere motivation til at blive endnu bedre. 
Træk
Jeg kunne ikke helt få teknikken til at sidde, men fik mine to første løft på 64 kg og 66 kg. Derefter gik jeg på 68 kg, men stangen kom for langt fra kroppen og det blev derfor et kiks. Jeg synes ellers at vægtene føltes lette, men teknikken gjorde at jeg skulle korrigere en del.
Stød
Her gik det bedre og jeg startede derfor på 80 kg og fik 82 kg i andet. I tredje forsøg gik jeg på 84 kg som kom på strakte arme, men desværre underkendt for stem 2-1. 
I morgen løfter A-gruppen og med en 3. plads i B-gruppen sikrede jeg en top 10 placering.
Evaluering
Jeg er glad for resultatet og selv om jeg føler mig stærk nok til mere, så er jeg tilfreds og har rykket mig en del på det sidste. Det havde været fedt at have min egen træner Roland med, men han var desværre forhindret i at være her i dag. Roland kommer dog på mandag og matcher flere danske løftere i næste uge.
Næste stævne
Jeg håber, at vi kan få styr på nogle flere tekniske ting og jeg kan blive stærkere, så jeg kan få endnu bedre resultater til DM Hold den 9. maj.

Kropsvægt: 51,38 kg
Træk: 66 kg (64, 66, 68)
Stød: 82 kg (80, 82, 84 (2-1))
Tokamp: 148 kg 
Sinclairpoint: 228,95 point
10. april: EM - dagen inden
Det bliver rigtig spændende at løfte til EM i morgen. Med gode træninger de sidste uger op til, så håber jeg, at det kommer til at kunne ses på plateauet. Jeg regner med at melde startvægte på 62 kg i træk og 78 kg i stød. Afhængig af hvordan indvejningen går, så burde de blive øget. 
Det bliver en tæt gruppe med flere nordiske løftere, så det glæder jeg mig til. Mad, hotel og træningsfaciliteter er fine hernede, hvilket er vigtigt for at kunne få de mest optimale betingelser for at løfte godt. 
Jeg løfter kl. 13 lokal tid (kl. 11 dansk tid) i 53B-gruppen, hvor Sini (FIN) fra 48B også løfter med. 
Live stream
Startlister
Det europæiske forbunds hjemmeside
6. april: Startvægte
Det var spændende at skulle teste formen lidt igen i dag for at se stabiliteten i min form og få en idé om, hvor mine startvægte skal være på lørdag.
Teknikken blev hurtigt rettet ind i træk og så havde jeg nogle rigtig gode løft op til 65 kg, som er bedste til træning i år.
I stød arbejdede jeg videre med at få opadstødet til at køre og timingen i både vendet og opadstødet. Det gik også godt i dag og så prøvede jeg 82 kg i sidste forsøg, som blev nyt årsbedste til træning og det bedste i næsten tre år. Rigtig fedt at få 65 kg i træk og 82 i stød til træning, da jeg normalt er bedre til stævner end til træning. I benbøjninger bagpå blev det også til et nyt årsbedste på 100 kg, hvilket viser en fremgang i benstyrken. Hele træningen var uden kiks, hvilket også viser mere stabilitet i løftene og en god føling med, hvad der er til af kilo på dagen. Dejligt med fremgang og udvikling. 
Hvor højt vi vælger at starte mig til EM bliver bestemt på dagen, men som det kører nu, så kunne det være fint at ligge tæt op ad dagens resultater.
4. april: En uge til stævnedag og 88 kg i opadstød
Dagens træning var mere rolig end i går og der blev arbejdet med nogle tekniske rettelser i opadstødet, som jeg har arbejdet med et stykke tid. Det var lidt frustrende noget af tiden, da jeg laver flere forskellige fejl og hvilke er vigtigst at få rettet så tæt på EM? Men det gik bedre til sidst og jeg fik opadstødt 88 kg fra stander, hvilket er mit bedste i ca. 3 år. Min gamle top er 90 kg, så den vil jeg gerne slå snart. Ellers blev det til balance træk og benbøjninger bagpå. Næste træning bliver på mandag, hvor startvægtene skal findes.
3. april: Test af formen
Idag kom min træner Roland hjem fra ferie og jeg skulle derfor have tunge træk og stød for at teste formen. Det er rart at se, hvilke fejl jeg laver på de tunge løft, så vi kan nå at rette det sidste ind, inden jeg tager afsted til EM på torsdag. 
I træk gik jeg på 60 kg, 63 kg og havde tre gode forsøg på 65 kg, hvor et var fremme og to var bagover. Jeg har lidt svært ved at finde en balance mellem at gå for tidligt under og slå stangen ud fra kroppen. Det må jeg lige se om jeg kan få rettet ind de næste par dage. 
Mine stød gik virkelig godt og med mine jeg havde et forsøg på 75 kg, 80 kg og to på 82 kg, hvor jeg ikke kunne komme op fra vendingen. Jeg har ikke været på 80 kg til træning de senere år, så det var SÅ fedt at få den nu. 
Min vægt har ligget stabilt på 52 kg i nogle uger og jeg håber, at jeg kan få spist igennem den sidste uge, så jeg rammer tæt på de 53 kg til EM. Jeg føler egentlig ikke, at jeg er mere træt, hvilket jeg før har været, men det er bedre at ligge et par kilo over 53 kg imellem stævnerne. 
Der er stadig et par justeringer, der skal arbejdes med inden EM om otte dage, men jeg synes formen er opadgående, hvilket er rigtig rart.  
20-22. marts: EM-samling
Formålet med træningslejren var, at vi skulle lære hinanden bedre at kende og få trænet nogle gode pas. Samtidig var budgettet lavt og vi trænede derfor tre pas i AK Viking og et pas i IK99 med overnatning hjemme hos os selv. Det var faktisk en god kombination og med Jane Giessing stående for alle måltider undtagen et, så var der også helt styr på maden. Der var god energi og det var hyggeligt med en lidt mindre lejr end hvad der normalt bliver afholdt. 
Træningen gik rigtig godt og mine opadstød begynder at blive bedre. Med et opadstød på 85 kg fra stander er jeg kun fem kilo fra mit bedste. Derudover fik jeg trænet benbøjninger op til 95 kg, træk til 64 kg og stød op til 78 kg. Frem mod EM skal benstyrken op og fokus vil være på at få træk og stød til at sidde bedre teknisk. 
Foto: Karina Hauge (Sarah Hammelstrup mangler)
18. marts: Hverdagen
Jeg tog tre fridage i træk fra lørdag til mandag, hvilket var tiltrængt. Jeg har sat træningsmængden op efter jeg blev færdig med min uddannelse. Det går derfor bedre med træningen, men jeg skal stadig lige finde en balance, så jeg også har en eller flere dage fri om ugen. Hverdagen går med en masse jobsøgning, arbejde, kurser og andre arrangementer. 
Det går meget bedre med mine hofter, hvilket jeg er utrolig glad for. Jeg har afsluttet forløbet med min fysioterapeut, som har hjulpet over det sidste halve år, da det gik så godt. Der ligger stadig noget arbejde fremover for, at mine hofter er helt på toppen, da jeg stadig er stiv flere steder, men det er dejligt, at det er gået så stærkt.  
15. marts: Foreløbig startliste til EM
Der er kommet en foreløbig startliste til EM, hvor vi er to danske piger. Det bliver en spændende gruppe, da vi ligger flere omkring de samme kilo, hvilket gør det fedt at være afsted. Jeg håber på, at min benstyrke er kommet op til den tid, så jeg kan lave nyt årsbedste. Hvor meget jeg resultatmæssigt går efter, må jeg se, når jeg kommer tættere på.

Min træner Roland kan desværre ikke komme til Georgien før mandag, hvor jeg løfter lørdagen før, hvilket er rigtig ærgerligt. Men jeg har efterhånden så meget erfaring, at det forhåbentlig nok skal gå godt alligevel. Det er bare rart at have Roland med, som jeg træner med til dagligt og som hurtigt kan få rettet min teknik på plads, hvis det ikke lige kører. 

Den 20.-22. marts har vi EM-samling, som bliver holdt i skiftevis min klub og i IK99. Denne samling har til formål at ryste os sammen og så skal vi finde ud af, hvordan vi gør til EM med bl.a. kun at have en træner i min gruppe, hvilket desværre ikke er optimalt. 
21. februar: DM sølv
Jeg var meget i tvivl om jeg skulle rykke en vægtklasse op, da mine konkurrenter lå meget tæt på mit årsbedste på 144 med Kristina Larsen på 144 kg i 53 kg klassen og Eik Gylfadottir på 145 i 58 kg klassen. Jeg synes egentlig træningen var gået godt, men vidste at begge piger var stærke i stød. Fredag blev jeg syg med maveonde og måtte droppe fredagens træning for at få noget mad i kroppen og blive frisk til lørdag. Jeg vurderede, at med nogle gode træk havde jeg en chance for at vinde mit 10. mesterskab. Desværre kunne jeg godt mærke, at kroppen ikke helt var på toppen og prøvede, så godt jeg kunne. Desværre røg mine to sidste træk bagover selv om de føltes lette og så vidste jeg at det ville blive svært at vinde. Træk blev vundet på 63 kg, som jeg løftede i første forsøg, men jeg vejede 100 g mere og fik dermed sølv. I stød synes jeg ikke helt at jeg havde så meget overskud og vi startede derfor med to gode løft og lavede et sats i sidste forsøg, som desværre blev en vending, som jeg ikke kunne komme op fra. Mit bedste sidste år var 80 kg, så det kunne være fedt at forbedre det i år. 

Kropsvægt: 52,5 kg
Træk: 63 kg (63, 66(bagover), 66(bagover))
Stød: 78 kg (75, 78, 81)
Tokamp: 141 kg 
Sinclairpoint: 214 point
Sølv i træk, stød og tokamp.
Se resultater her

58 kg klassen blev vundet på 58 kg i træk, 77 kg i stød og 133 kg i tokamp, hvilket var en spændende kamp mellem Cecilie, Sandra og Eik. Jeg kunne have vundet denne klasse med det resultat jeg lavede på dagen, men det kan jo også være de havde lavet nogle andre taktiske valg, hvis jeg havde været i deres klasse, så det kan man aldrig helt være sikker på. Jeg tabte til den kvinde der lavede dagens bedste pointsum og det var bare ikke min dag. Jeg håber, at jeg kan komme stærkt tilbage til næste år.
31. januar: EM b-kravet klaret
Det her var en dag hvor alt bare lykkedes og det var mega fedt. Jeg var så spændt på hvordan det skulle gå og nu var det sidste chance for at nå det b-krav. Resultatet blev følgende:

Kropsvægt: 52,6 kg
Træk: 66 kg (62, 64, 66)
Stød: 78 kg (73, 76, 78)
Tokamp: 144 kg 
Sinclairpoint: 218 point

Da jeg løftede udenfor konkurrence deltog jeg ikke i crossfit-delen og var dermed ikke med i selve mesterskabet. Men jeg var meget glad for, at jeg fik lavet kravet og havde en rigtig god dag, hvor stemningen og opbakningen var i top. 
Foto: Allan Carlsen
Foto: Allan Carlsen
23. januar: Landholdssamling i Aalborg
Efter det nye landshold er oprettet holdes der to store samlinger om året og dette var den første i 2015. Vi havde en rigtig spændende lejr, hvor der både blev lavet vægtløftning og hofteøvelser for mit vedkommende. Vi trænede i de forsvarende danske holdmestre for herrer's lokaler i SPH GYM, hvor der er masser af plads til både vægtløftning og motion. Vi var indkvarteret på min gamle højskole og det er en rigtig god måde at afholde træningslejre på med rigtige senge og i lejligheder. Det er bare noget andet end at sove på luftmadras i et stort lokale, som vi tidligere har gjort. 
Jeg arbejdede med blandt andet mit opadstød, som jeg har svært ved at få stabilt, da jeg hopper til højre side. Derudover fik jeg trænet mine hofteøvelser og en masse forskelligt med de andre løftere. 
Foto: SPH Gym
18. januar: Copenhagen Weightlifting Cup
Det gik desværre ikke helt som håbet. Jeg ville gerne lave EM b-kravet på 142 kg, hvis alt gik vel, men desværre havde jeg nogle dumme kiks og fik underkendt to stød for stem. Heldigvis er der en chance mere for at lave krav til DM Styrkemangekamp den 31. januar, som jeg overvejer at stille op til.
Kropsvægt: 52,5 kg
Træk: 62 kg (62, 64, 64)
Stød: 73 kg (73, 73, 75)
Tokamp: 135 kg 
Sinclairpoint: 205 point
3. januar: Ladies Open
Foto: Allan Carlsen
Jeg var jeg med som træner, da min form og hofte ikke var helt på toppen. Min benstyrke skal forbedres væsentligt, når hoften er klar igen for, at mine resultater skal blive højere end til klubmesterskabet. Vores piger gjorde det rigtig godt og det var som sædvanligt et hyggeligt stævne i Slagelse, som senere på året er værter for de Nordiske Mesterskaber.
Foto: Tina Wibling
18. decemeber: Cand. Soc. in Service Management
Dejligt at slutte året med at færdiggøre min uddannelse, det har været et vigtigt mål for mig. Nu venter nye og spændende udfordringer.
17. december: Klubmesterskab
Traditionen tro holder AK Viking klubmesterskab som juleafslutning og det ville jeg ikke gå glip af. Formen er ikke helt på plads, men guld blev det til alligevel.
Hyggeligt stævne med 60 kg i træk og 73 kg i stød.
Fotos: Fotosofia.dk, Sofia Denoux
6. december: Lørdagstræning
Idag havde jeg en dejlig træning med træk og stød på programmet. Det gik fint i forhold til min træningsmængde, som har været reduceret pga. specialeafleveringen i slutningen af november og mine hofteproblemer. Det tager tid at få styr på hofterne, men det skal nok blive godt.
Teknikken er blevet bedre, men styrken mangler, da det er meget begrænset, hvor mange benbøjninger jeg har kunne træne. Jeg håber på at få styrken op de næste par måneder, så jeg kan få en god sæson i 2015. 

Næste stævne bliver Klubmesterskab den 17. december og Copenhagen Weightlifting Cup i januar. 
Foto: Pernille Sølund Hansen
10. november: VM info
Der er VM i øjeblikket i Kasakhstan og min vægtklasse løfter i dag. Vi er tre danske piger, som har kvalificeret os til dette VM, men ingen er taget afsted i denne omgang. Til næste år er det i USA, så det kunne være spændende at tage afsted, hvis formen og økonomien er til det.
Til gengæld løfter Tim Kring i morgen, som eneste danske repræsentant og han har tidligere denne måned vist, at formen er rigtig god. Mere info på IWF's hjemmeside. Eurosport viser de fleste af A-grupperne, som består af de ca. ti bedste løftere i hver vægtklasse.
2. november: Ro på træningen og fuld gas på studiet
Efter AL Bank Cup har hoften fået mere ro fra vægtløftningen og der har været mere fokus på de øvelser jeg har fået af min fysioterapeut. Jeg har skåret en del ned på træningen og har fokus på at afslutte mit studie. Det kunne være rigtig fedt at få helt styr på hoften, så jeg kan træne ben (og vægtløftning generelt) ordentligt igen snart. 

Idag var der stævne i AK Viking og der var virkelig mange flotte resultater. Dejligt at se sporten blomstrer og kampen om medaljerne stiger. Pga. studiet og hoften løftede jeg ikke i dag og forventer at næste stævne bliver i januar 2015. 
7. oktober: Årets tredje dopingkontrol
Her til morgen blev jeg dopingtestet hjemme på min adresse. Jeg har typisk 'testing slot' mellem kl. 6-7 om morgenen, da jeg stort set altid er hjemme der, ellers ændrer jeg den til et tidspunkt senere på dagen, hvor det passer bedre.

Det er ikke altid let at huske at opdatere whereabouts, men det bliver bedre med tiden. Man bliver bedre til at huske at ændre dem og så er det en del lettere med app'en, som kom for snart et år siden. 
6. oktober: C-krav til EM 2015
I weekenden blev AL Bank Cup afholdt i AK Jyden i Aalborg. Herrerne løftede lørdag og damerne løftede søndag. Det var en weekend fyldt med topresultater, hvilket var meget motiverende og spændende.
Vi var to løftere, Mikkel Andersen og jeg, afsted fra AK Viking og lavede begge C-krav til EM. Mikkel lavede ny personlig rekord i tokamp med tre kilo(træk 145 kg, stød 175 kg og 320 i tokamp, hvilket tegner rigtig godt for fremtiden.

Mit mål var at lave en tokamp imellem C-kravet til EM på 135 kg og B-kravet til EM på 142 kg. De 66 kg i træk røg bagover, mens de første to træk sad rigtig godt, hvilket jeg er meget tilfreds med. Til træning inden havde jeg lavet 60 kg i træk og 75 kg i stød. Mine stød føltes tunge i dag og svingede meget teknisk. Jeg tog 75 kg i opvarmningen og da den ikke var så let valgte vi at starte på den for derefter at have muligheden for at gå efter B-kravet. Jeg fik 75 kg, som var lidt tung i vendingen og jeg insisterede på at komme på 78 kg selv om vi begge vidste, at den ville blive rigtig tung for mig i dag. Jeg fik den næsten i 2. forsøget, men kiksede desværre opadstødet efter en tung vending og kiksede vendingen i 3. forsøg. Efter min optakt med hofte-problemer og specialeskrivning kan jeg kun være tilfreds, selv om jeg selvfølgelig gerne ville have haft opadstødet i 2. forsøget. 

Vinder af stævnet blev nordens suverænt bedste kvindelige løfter og OL-deltager i 2008, Ruth Kasirye(NOR), som med et træk på 102 kg og et stød på 129 kg med en kropsvægt på 69,7 kg viser storform inden VM i næste måned. 

Kropsvægt: 52,8 kg
Træk: 64 kg (62, 64, 66)
Stød: 75 kg (75, 78, 78)
Tokamp: 139 kg 
Sinclairpoint: 210 point
27. september: Deltager i AL Bank Cup
Efter flere overvejelser frem og tilbage, så har jeg valgt at deltage i AL Bank Cup, som afholdes næste weekend i Aalborg. Jeg har haft flere udfordringer i forhold til forberedelserne og har derfor været meget i tvivl om jeg skulle stille op. Men jeg vil gerne se om jeg kan lave nogle af kravene til næste års internationale mesterskaber allerede nu, så jeg ikke skal tænke så meget på det oveni afslutningen af mit studie. 
Jeg har problemer med min hofte i perioder og glæder mig til at få det undersøgt i næste uge, så jeg forhåbentlig kan finde ud af, hvorfor det gør ondt. Jeg mærker ikke så meget til det nu, som jeg gjorde i starten af september, hvilket er en af grundene til, at jeg tager med. Jeg håber ikke, at det er noget alvorligt, men det er altid rart at få undersøgt og finde ud af om det er noget der kan behandles. 

Træningen går okay i forhold til, at jeg træner 2-4 gange om ugen. Jeg ville gerne træne mere, men det fungerer bedst sådan her, når jeg også skal have tid til mine jobs og mit studie. 

Min vægt har ligget stabilt omkring 54 kg i mange uger, hvilket er godt for min træning og gør, at jeg har mere overskud end de i perioder, hvor jeg har ligget på 52-53 kg. Der er en tydelig forskel for mig på de få kilo. Jeg har egentlig gerne ville tilbage til 58 kg klassen, men det ville kræve, at jeg skulle træne meget mere end jeg gør nu for at få en god balance i vægtforøgelsen, så det ikke kun er fedt, så det er jeg gået lidt væk fra igen.

Jeg har nu boet på Amager i lidt over et år og halvdelen af tiden er i min nuværende lejlighed, som jeg er rigtig glad for. Det er rart at komme ud, hvor der er lidt mere ro og jeg kan cykle til træning på ca. 10-15 minutter.
9. september: AL Bank Cup?
Der sker ikke så meget nyt i forhold til træningen. Jeg har tænkt meget over, hvordan planen for resten af året skal være og troede egentlig, at jeg var kommet frem til noget. Men så fik jeg ondt i hoften igen i en periode og der skal ikke meget til før det kommer tilbage. 

Afhængig af hvordan træningen går de næste to uger, må jeg se om det giver mening at stille op til AL Bank Cup eller ej. 
18. august: Landsholdslejr
Den 15.-17. august har jeg været på træningslejr med forbundets nye tiltag, et landshold. Det er til at starte med alle aldersgrupper sammen og to weekender om året. Træningslejren blev afholdt i Hillerød, hvor Ålholm IF har rigtig gode træningsfaciliteter, sauna og klubben sørgede for rigtig god mad.

Næste træningslejr bliver i slutningen af januar og der vil være mulighed for at tage med på en træningslejr i uge 41 til Frankfurt (Oder), hvor jeg tidligere har været på træningslejr.
29. juli: Sommer i Danmark
Foto: Sejlerferie på Fyn
Der er ikke sket så meget her på hjemmesiden siden DM Femkamp, men her kommer en opdatering. 

Der er gået tid med specialet, som jeg skal arbejde endnu mere på de kommende måneder, hvilket også gør, at jeg endnu ikke har fået lavet en efterårsplan. Jeg har i 2013 og 2014 taget tingene lidt som de kommer og det har egentlig været rart. Kroppen har ikke altid været lige frisk og det har været nødvendigt at lytte meget til dagsformen.

Resultatet til DM Hold er mit bedste i ca. 2 år og med flere gode perioder, så kunne det være lækkert at komme endnu tættere på mine personlige rekorder fra 2012.

Jeg ved ikke, hvor meget tid der bliver til træning ved siden af specialet de næste par måneder og der ligger ingen internationale mesterskaber andet en VM, som der ikke ydes økonomisk støtte til fra forbundet. Ellers ligger der AL Bank Cup i Aalborg i oktober og Østmesterskaber i november.
Indtil videre er jeg tilmeldt træningslejren i Ålholm 15.-17. august, som er for landsholdsløftere i både ungdom, junior og senior aldersgrupperne.

Jeg må lige overveje over det næste stykke tid, hvad der er bedst. Det er rart at have stævner at træne frem mod, så mon ikke jeg tager et enkelt eller to i løbet af efteråret. 

Ellers har jeg brugt tid på sejlerferie i Det Sydfynske Øhav, arbejde og en træningslejr i Aalborg. Ingen vilde ferier i udlandet og det passer mig faktisk helt fint nu, hvor vejret i Danmark har været helt fantastisk. 
Foto: Aftenbadetur i Kridtgraven, Aalborg på træningslejren
17. juni: Vinder af DM Femkamp
Stævnet blev afholdt på hjemmebane i AK Viking denne weekenden med de ældste om lørdagen og de yngste om søndagen. Det gik fint i dag, selv om jeg ikke følte mig helt frisk og mit resultat var et stykke fra mit bedste samlet set i både atletikken og vægtløftningen.

Jeg sikrede guldet i min egen aldersgruppe og af alle pigerne, hvilket også gav en dansk rekord i femkamp, da de har lavet nye aldersgrupper. Det er altid fedt at lave dansk rekord, men da jeg rykker op i en ny til næste år ville jeg hellere have min gamle rekord på næsten 30 point mere blev stående. Næste år må målet være at slå min gamle rekord på 789 point og komme over de 800 point.

Jeg havde forsøg på årsbedste i stød på 81 kg, men jeg kom ikke op, men sad under den. Jeg er fint tilfreds med resultatet og det var, som det ofte er med femkamp, en hyggelig dag med godt vejr. 
Foto: Collage fra Instagram med billeder fra Sofia Denoux's album

Jeg har været træt efter NM og er glad for, at dette er mit sidste stævne inden sommeren for jeg har virkelig brug for at få fokus over på mit speciale og brug for at træne opbygning, da jeg mangler styrke til at kunne løfte mere. Jeg håber, at jeg kan få en god opbygningsperiode, som op til DM Hold for det gik rigtig godt i den periode og det er det der skal til for at jeg kan forbedre mine resultater. 

Tre stævner på så kort tid fungerer ikke rigtig for mig, men jeg synes ikke, at jeg ville vælge et af dem fra. Men fremover kan det være jeg skal prioritere mere, hvad der er vigtigst at deltage i. Derfor ser jeg også tilbage på fravalget af deltagelsen i EM og et stævne på Island som en god beslutning, da jeg manglede opbygning mere end stævner der. 

Jeg ved ikke, hvornår næste stævne bliver, da jeg skal skrive speciale og det gerne skulle blive færdigt i løbet af efteråret. Men glæder mig til en længere periode med styrketræning og opbygning. 
5. juni: Nordisk Mester!
Her kommer en lidt forsinket opdatering fra Nordisk Mesterskab i lørdags, som blev afholdt i Vigrestad ved Stavanger i Norge. 
Jeg vidste på forhånd, at det ville blive en hård kamp og håbede derfor på, at jeg kunne løfte op til mit årsbedste og helst lidt bedre. 

Vi startede derfor på det højeste jeg er startet på i år. 64 kg i træk, som jeg fik godkendt, og derefter blev det til to underkendte løft på 67 kg, hvor den første blev underkendt for stem og den næste røg bagover. Den var ikke for tung i dag, men løftene sad ikke godt nok. Dermed lå jeg tre kilo efter Lena (SWE) og lige med Sarah (NOR), som jeg vejede mere end og dermed lå jeg til bronze efter træk. 

I stød startede jeg på 76 kg. Det blev godkendt, men jeg var skuffet over løftet ikke sad bedre. Derefter gik vi på 78 kg, som jeg fik mistimet i opadstødet, det havde ellers været et godt løft at få i forhold til de to andre og sikret sølvet. Nu måtte vi vælge mellem at satse og gå efter guldet og dermed øge eller blive og sikre sølvet. Som forsvarende nordisk mester, synes jeg ikke, at sølv eller bronze ville gøre den store forskel og slet ikke, når jeg var så tæt på og fik godkendt 80 kg til DM Hold. Vendingerne sad godt, mens opadstødet svingede lidt i dag. Jeg ville gå efter guldet og vi øgede dermed til 80 kg. Lena øgede til 81 kg i sit sidste forsøg og efter jeg fik godtkendt mit løft (2-1), så ventede vi spændt på at se om hun fik sit løft. Efter en let vending får hun underkendt (2-1) for lidt stem i opadstødet og jeg vinder dermed guld. Fed konkurrence mellem os tre og en del taktiske overvejelser undervejs gav en intens stemning, hvilket gjorde det endnu mere fedt at vinde.  
Glade løftere og træner Roland Giessing efter dobbelt guld til AK Viking, hvor Mikkel Andersen vandt i 105 kg klassen og jeg vandt i 53 kg klassen.
26. maj: God start på ugen
Det gik rigtig godt til træning i dag, hvor jeg var oppe omkring startvægte. Jeg mærkede næsten ikke noget til den tommelfinger jeg fik mast lidt i fredags, hvilket var meget betryggende.

Nu mangler jeg et træningspas onsdag og torsdag, som mest af alt handler om at få teknikken til at sidde lidt bedre og blive frisk til på lørdag. Jeg løfter i første gruppe kl. 10, hvis ikke der kommer ændringer.
24. maj: En uge til NM
Det er gået godt i denne uge, jeg havde dog lige et lille ukoncentreret øjeblik i går, hvor jeg tabte en 3 kg kugle ned over min tommelfinger. Håber det går hurtigt over, den får i hvert fald is og ro over weekenden og så må jeg se, om jeg skal op omkring startvægte på mandag. 

60 kg i træk er begyndt at være en ret stabil træningsvægt, hvilket er meget rart selv om teknikken svinger lidt. I stød har jeg været oppe på 75 kg og jeg håber, at jeg kan komme lidt højere op i starten af næste uge. Det kunne være rart at løfte lidt tungere og se, hvor højt det er realistisk, at jeg kan starte. Der bliver hård konkurrence til NM og det ville dermed være en fordel, hvis jeg kunne starte lidt højere end til DM Hold. 
I opadstød fra stander fik jeg lavet 87 kg i går, hvilket er tre kg fra min gamle top fra 2012. Opadstødene begynder også at gå bedre og med nogle korrektioner skulle der gerne være til et par kilo mere. 
Så alt i alt begynder kroppen at finde tilbage til min gamle form selv om der stadig er et stykke op endnu. 

Det er så dejligt, at træningen går bedre og jeg glæder mig til de sidste to stævner inden sommerperioden, hvor jeg får rigtig travlt med specialet. 
19. maj: Træningssamling
Weekenden
I weekenden havde vi besøg af Pernille Sølund Hansen og Sandra Jensen fra Odense i AK Viking. Vi havde valgt at holde en lille uformel samling af nogle kvindelige løftere, da pigerne fra AK Atlas i Slagelse og Odense-pigerne skal til et stort kvindestævne i Tyskland og jeg skal til Nordisk Mesterskab om ca. 2 uger.

Om formiddagen havde vi to gode træninger og derefter tog vi ud og så Crossfit Regionals (EM) i Ballerup Super Arena. Der blev lavet flere personlige rekorder i weekenden og det var rigtig hyggeligt, at vi både havde plads til hård træning og hygge bagefter.

Jeg håber, der kan komme flere træningslejre i fremtiden, da det helt klart vil højne niveauet i dansk vægtløftning. 
NM
Der er kommet udtagelsesbrev til NM og vi er desværre kun 2 piger, der skal afsted i år. Vi var afsted 6 piger sidste år og det var en dejlig tur. Der er mange grunde til den lave deltagelse, hvor den største nok er, at flere af vores bedste løftere var til Crossfit Regionals og dermed havde to store stævner for tæt på hinanden. Derudover er der skader, sygdom, afbud og så har flere, der tager til Tyskland i stedet, som ellers har niveauet til at tage med. 

NM bliver sandsynligvis i Danmark til næste år og så håber jeg, at vi kan få fyldt holdet op.

Herunder er link og første gruppe med de letteste piger.
5. maj: DM Hold sølv
Foto: Line Niiranen Jacobsen
I lørdags blev der afholdt DM Hold for kvinder, hvor AK Viking's hold bestod af Ria Kruse Olsen, Mette Pedersen og jeg. Holdene består af 4 løftere, hvor 3 tæller med. Da vores 3. bedste løfter Line Jacobsen var ramt af sygdom, så havde vi kun 3 løftere med. Alle løftede deres bedste på dagen og jeg er derfor også meget tilfreds med vores 2. plads, selv om det er lidt frustrerende at tabe guldet med et enkelt point.

1. plads: AK Atlas, 603 point
2. plads: AK Viking, 602 point
3. plads: Sportshøjskolen
4. plads: IK99
5. plads: Bagsværd VK

Jeg lavede mit bedste resultat i næsten 2 år og VM C-krav, hvilket var rigtig dejligt. 

Kropsvægt: 52,6 kg
Træk: 67 kg (63, 65, 67) Se her
Stød: 80 kg (75, 78, 80) Se her
Tokamp: 147 kg 
Sinclairpoint: 223 point
1. maj: 2 dage til DM Hold
Fredag flyver vi til Aalborg og vores hold består af Ria Kruse Olsen, Mette Pedersen, Line Niiranen Jacobsen og jeg. Derudover har vi to trænere med, som denne gang er Roland Giessing og Mikkel Andersen. 
Stævnet afholdes i SPH Gym og starter kl. 12 på lørdag. Det bliver spændende at se de nye træningsfaciliteter Aalborg Sportshøjskole har fået. Jeg har gået på Sportshøjskolen i efteråret 2005 og har hørt meget godt om deres nye klub, som også stiller med stærke hold for både mænd og kvinder.

Jeg er meget spændt på, hvordan det kommer til at gå på lørdag, men selv om vi langt fra har haft de bedste forudsætninger for vores 3. og 4. løfter, så tror jeg målsætningen alligevel bliver, at vi gerne vil have en medalje.Vi vil gøre vores bedste på dagen og se, hvor langt det rækker.

Jeg ved, at pigerne fra AK Atlas er i rigtig god form og de er i mine øjne favoritter til at vinde. Derudover er IK99, som vandt kvalifikationen også et godt bud på medaljetagere. De to sidste hold er Sportshøjskolen og Bagsværd VK, som også har nogle gode løftere, som kan overraske positivt og blande sig i medaljestriden. Så det er fedt, at der er konkurrence om placeringerne og ingen er klare favoritter. 

Men man ved aldrig, hvad der kan ske og det er første holdmesterskab for pigerne, så det skal nok blive sjovt.
25. april: Forbedring af årets træningstoppe igen
I dag skulle jeg træne bl.a. træk og stød. Dagens træning gik fint med nye træningstoppe i år i både træk og stød. Det blev til 64 kg i træk og 78 kg i stød, hvilket er meget tæt på mine bedste træningstoppe sidste år. Så jeg føler mig godt rustet til DM Hold i næste uge. Kroppen er blevet stærkere og jeg skal ikke bruge tid og kræfter på at komme ned i vægt. 
18. april: To uger til DM Hold
Så er der to uger til vi flyver til Aalborg for at løfte til DM Hold, det første DM Hold for kvinder. Der bliver kamp om medaljerne og jeg er så glad for, at der endelig er kommet en konkurrence for pigehold. Det er en god måde at konkurrere på og få afveksling fra de individuelle konkurrencer. Det gør også, at det er vigtigt at have en bredde af piger, da holdet består af 4 piger, hvor 3 af resultaterne tæller. Da jeg startede i Viking var jeg den eneste senior pige og nu er vi 4 gode og nogle begyndere. Så der er sket en masse siden jeg startede i klubben. 

Min træning er også gået godt i denne uge og i dag skulle jeg op i både træk og stød. Det har jeg ikke kørt så meget af, som 'rene' øvelser siden DM Senior, men det skal jeg nu, hvor der snart er stævne igen. 

I dag fik jeg 62 kg i træk og 77 kg i stød med en kropsvægt på 52 kg. Det er begge det bedste jeg har lavet til træning i dag og i stød var det uden kiks og evt. kunne jeg have gået lidt højere, men jeg synes det var fint i dag. Der bliver masser af træk og stød til at teste frem mod både DM Hold og derefter NM.
13. april: Træningen går godt
Siden DM har jeg trænet opbygningsprogrammer, hvilket var meget hårdt i starten, da jeg ikke har haft energi og styrke til at træne efter faste programmer i en lang periode. Efterhånden så har kroppen vænnet sig til det og jeg har stort set trænet det samme program, som de andre senior piger i klubben. 

Virkelig lækkert at mærke at kroppen bliver stærkere og jeg håber det forstætter. Det er svært hele tiden at mærke efter, hvor meget jeg kan presse min krop.

I går blev det en forbedring af mine træningstoppe (2014) i træk 60 kg (+2 kg), stød 75 kg (+5 kg) og benforan 83 kg (+3 kg).

I dag fik jeg forbedret min top i træk fra blok til 65 kg (+2), stød fra blok var med opadstød denne gang, hvor det før var en vending fra blok på 75 kg. I opadstød fra stander blev det til 83 kg (+3 kg) og de kørte bedre i dag end de har gjort længe. 

I næste uge starter vi på et nyt program, hvor vi skal have mere træk og stød, så vi kan blive klar til DM Hold den 3. maj. 

Foto fra Instagram: I denne uge modtog jeg nye tights fra By Moxy med landsholdsdesign. 
6. april: Weekend med vægtløftning
Igår startede EM, som afholdes i Tel Aviv, Israel. Selv om jeg ikke er taget med, så synes jeg det er spændende at følge med i. Min vægtklasse løftede i dag og der havde været en fin kamp omkring 8.-10. pladsen, hvis jeg havde været med.

De andre år har jeg kæmpet mod Lena (SWE) og Sini (FIN), hvilket har været rigtig fedt. Sini løftede denne gang i 48 kg klassen og lavet en flot tokamp der, mens Lena ligesom jeg heller ikke deltog. Jeg håber, at vi kan få en god kamp til Nordisk Mesterskab om lidt under to måneder.

Det danske hold til EM består i år af 5 løftere og de løfter tirsdag-torsdag i næste uge. 
Igår var jeg til DM Begynder med klubben og hjælpe. Det var en hyggelig dag, hvor der var mere tid til at nå at snakke med de forskellige løftere. Med over 100 løftere blev det en lang og hård dag at komme igennem og nogle løftere var også trætte, da det til sidst blev deres tur. Alt i alt lavede stort set alle nye personlige rekorder, så det var rigtig dejligt at se. 
Vi havde seks ungdomsløftere (se billede) og seks senior/veteranløftere med.
Foto: Sofia Denoux - fotosofia.dk
Sofia tog også et billede af mig. Som I kan se arbejder jeg på at få langt hår igen og jeg glæder mig til at det bliver længere og lettere at sætte. 

Foto: Sofia Denoux - fotosofia.dk
1. april: Nye tights fra By Moxy
I dag kom der nye tights fra min sponsor By Moxy og de er rigtig flotte og farverige. 

Træningen går bedre og bedre. Jeg var lidt skeptisk, da jeg så de programmer vi skulle køre og spændt på om jeg kunne køre dem, men det er faktisk gået meget godt. I søndags fik jeg to enkelte på 63 kg i træk fra blok, hvilket var rigtig fedt. Det bliver spændende at se om jeg kan komme lidt højere i denne uge. 
Træningsmiljøet i min klub bidrager virkelig meget til, at jeg kan køre træningen og det er rart at komme hen i klubben og få trænet med en masse søde og sjove mennesker. 
23. marts: 6 uger til DM Hold
I dag trænede jeg i min By Moxy trikot, hvilket gik godt. Den sad rigtig fint og den var lækker at løfte i. Det er så fedt, at der er kommet flere spændende farver og design i vægtløftning.

Har prøvet at køre stort set hele programmet denne uge og det går fremad, hvilket er rigtig dejligt. Jeg vil gerne bidrage, så godt jeg kan til holdet, når vi skal løfte i Aalborg den 3. maj. 

Jeg prøvede at køre lidt op i træk fra blok og vend fra blok og det blev til 55 kg og 75 kg, håber der kan komme endnu flere kilo på de næste par uger. Jeg er meget tilfreds med dagens træning og glæder mig til at se det nye program, som jeg starter på i næste uge. 
10. marts: Ny lejlighed (igen) og doping kontrol
Ny lejlighed pr. 1. marts
Efter DM har fokus været på min flytning til en ny lejlighed, som er en lejlighed jeg kan blive boende i efter jeg har afsluttet mit studie. Det er jeg rigtig glad for og endnu en bonus er, at den er tættere på træning. Lejligheden er rigtig lækker og over dobbelt så stor, som den jeg havde før. 
Det har krævet meget energi at flytte og have nogle hårde arbejdsdage lige efter. Jeg har dermed haft knap så mange træninger efter DM. Men nu har jeg mere tid og håber på at få træningen til at køre godt frem mod DM Hold den 3. maj og derefter NM. 

Årets første doping kontrol
I dag blev jeg vækket kl. 6 af doping kontrollen og denne gang skulle de både tage blod og urin. Det er første gang jeg har skulle give blod, men da jeg er kommet i den prioriterede testgruppe, så kan Anti Doping Danmark også tage blodprøver. Det synes jeg er en rigtig god idé og rart, at de også kommer og tester udenfor konkurrence. 
22. februar: Dansk mester for 9. gang
Foto: Allan Carlsen
Forberedelserne taget i betragtning så synes jeg det gik godt. Jeg havde været til kiropraktor nogle gange i løbet af ugen for at blive klar efter mit hold i nakken fra lørdagstræningen en uge før DM. 

Jeg vejede ind på 52,5 kg og fik 5 gennemførte løft og endte på 63 kg i træk og 72 kg i stød. I mit sidste forsøg i stød på 76 kg i stød bliver jeg svimmel efter vendingen, men prøver alligevel at lave opadstødet. Jeg får vægten op på strakte arme, men desværre bliver den underkendt for stem. Jeg får guld i træk, sølv i stød og guld sammenlagt. Jeg har dermed vundet DM guld 9 år i træk!

Jeg er meget glad for, at jeg kunne nå at blive klar til DM og synes det var et meget hyggeligt stævne. AK Atlas havde lavet meget flotte rammer for stævnet og jeg synes det fungerede godt. 

Derudover fik jeg pokalen for Årets bedste kvindelige resultat sidste år!
20. februar: Sidste træning inden DM
Jeg trænede lidt i dag, hvilket gik okay. Teknikken sad bedre i går, men det har heller ikke været optimale forberedelser op til DM, så det tager jeg ikke så tungt. Nakken er næsten 100 % og jeg håber dermed at kunne løfte på lørdag uden at skulle tænke for meget på nakken. 

Jeg er lidt på bar bund, når det gælder startvægte, men må se på lørdag, hvordan opvarmningen går og i hvert fald prøve at hive guldet hjem i min egen vægtklasse. 

Jeg har fået ny vægt og den vejer 600 gram mindre end den gamle, så jeg håber den passer bedre.  

Det bliver virkelig et spændende stævne og der bliver mange gode kampe i de forskellige vægtklasser.

Stævnet afholdes fra kl. 11 i AK Atlas på Industrivej 27 i Slagelse. 
19. februar: Nyt sponsortøj
Der kom nye tights, trikot, knæbind, bælte og sokker med posten i dag. Vildt lækkert med nyt tøj og det er nogle spændende og flotte produkter fra By Moxy. 

Billede fra Instagram fra dagens træning, som gik rigtig godt og nakken har det meget bedre. 
17. februar: DM nærmer sig
Træningen er begyndt at gå lidt bedre og jeg har glædet mig til at skulle løfte lidt tungere i træk og stød her op mod DM. Teknikken har ikke helt kørt og jeg vil gerne lidt op, så jeg kan få testet, hvordan teknikken sidder på de tunge.
I lørdags skulle jeg lidt op i træk og stød, hvilket startede godt med nogle gode træk, men på en af løftene får jeg rigtig ondt i nakken og kan ikke træne resten af passet.

Efter kiropraktorbesøget i dag går det bedre og det er hold i nakken jeg har fået. I morgen skal jeg til kiropraktor igen og så håber jeg på at kunne træne på onsdag, så jeg har en chance for at lave et nogenlunde resultat på lørdag. Mest optimalt havde det nok været ikke at løfte, så kroppen kan få ro og tid til at komme helt på plads igen, men jeg vil gerne med til DM og håber på at blive klar til at deltage. 
11. februar: Deltagerlister til DM
Her 11 dage før DM er der kommet deltagerlister og det bliver vildt spændende. Flere af vægtklasserne får rigtig tætte kampe og vi er 37 piger i alt. Det er dejligt at se så mange nye vægtløftere og der er endnu flere på vej. 
Se deltagerlister

Vi er fire piger i min vægtklasse og med et resultat nær mit bedste i år vil der være gode chancer for guld. Jeg håber de sidste forberedelser frem mod DM går rigtig godt og jeg kan få forbedret mit resultat fra CWC. Jeg ville meget gerne gå efter pokalen for dagens bedste præstation, men det er ikke realistisk med min nuværende form.
Til gengæld er jeg rigtig glad for at være kommet bedre igang med mit speciale og mærke, at kroppen bliver stærkere. Jeg håber på at kunne forbedre min form frem mod stævnerne i maj og juni, som bliver årets sidste store stævner. 

DM er også sidste kvalifikationsstævne til DM Hold og det bliver spændende at se, hvem der kvalificerer sig. Min klub AK Viking ser dog ud til at have kvalificeret sig med en foreløbig andenplads på ranglisten, hvilket er vildt fedt.

DM Hold bliver afholdt i Aalborg den 3. maj og det skal nok blive sjovt at deltage ved det første DM Hold for kvinder.
26. januar: Talentsamling
Foto: Sarah Troelsen

Forbundet havde inviteret en masse gode løftere i alle aldersklasser til træningslejr i min klub i denne weekend. Det var en hyggelig træningslejr med lækker mad, så det var lige, hvad jeg havde brug for. Vi fik trænet en del, hvilket var rigtig godt og jeg tror, det kan hjælpe mig en del i forberedelserne frem mod DM den 22. februar.
Konkurrencen om medajlerne er steget og der bliver virkelig kamp i stort set alle vægtklasser for både mænd og kvinder, hvilket gør, at det højst sandsynlig bliver et spændende stævne og måske et af årets højdepunkter. Det er dejligt at se så mange nye løftere i sporten.
20. januar: Prioriteringer af forårets stævner og mit studie
Efter en del overvejelser ang. EM-deltagelsen til april i år, så har jeg meldt afbud. Jeg har simpelthen for mange ting jeg gerne vil i år og at bruge 7-8.000 kr. på at tage til et EM i tre dage, hvor jeg ikke har min egen træner med, det giver ikke mening. Jeg er heller ikke klar og var over 20 kg fra min bedste tokamp i weekenden.

Det er træning og ikke stævner jeg er brug for lige nu. Derfor har jeg også valgt at sige nej til en ellers gratis tur til et stort internationalt stævne i Reykjavik, som jeg deltog i og vandt for to år siden.

Jeg har været med til EM de sidste 6 år, så det bliver lidt underligt ikke at skulle afsted. Men der sker så mange andre spændende ting i år, som jeg også glæder mig til. 
19. januar: 3. plads til CWC
Indvejningen gik godt, dog har jeg svært ved at få ramt tæt på 53 kg. Men en af grundene er, at min vægt vejer for lavt, så det må jeg lige have ordnet frem mod næste stævne. Der er ingen grund til at veje 700 gram under.

Opvarmningen gik godt og bedre end træningen, så det var rigtig rart. Jeg startede på 60 kg, som var et fint løft, derefter 63 kg som desværre ikke blev så god, men jeg fik 63 kg i sidste. Virkelig fedt, da jeg kun har været på 58 kg til træning for nyligt.
Stød gik ikke lige så godt i opvarmningen, men vi startede alligevel på 72 kg, den sad bedre end opvarmningen og jeg synes derfor, at vi skulle satse lidt og prøve at gå efter EM b-kravet i tredje forsøg og derfor blev den planlagte øgning ændret fra 75 kg til 76 kg, så jeg kunne gå på 79 kg i sidste forsøg, hvis jeg fik 2. forsøg. Det blev dog til to vendinger på 76 kg og knap så meget energi til opadstødet. 

Jeg synes det gik rigtig godt i dag og jeg er meget tilfreds, selv om det ikke blev til EM b-krav i denne omgang. Det blev til en 3. plads ud af 24 løftere og en stor forbedring i træk og tokamp i forhold til sidste stævne.

Nu skal jeg vurdere om jeg skal tage til EM på c-krav, hvor forbundet ikke støtter økonomisk eller om jeg skal satse på nogle af de andre af forårets stævner. Der er mange vigtige stævner, speciale og en flytning 1. marts, som også kommer til at kræve en del energi.

Kropsvægt: 52,3 kg
Træk: 60, 63, 63
Stød: 72, 76, 76
Tokamp: 135 kg
Sinclair: 205 point
18. januar: 1 dag til Copenhagen Weightlifting Cup
Jeg ved ikke helt præcist, hvad jeg skal satse på af resultat i morgen. Det afhænger meget af dagen, men jeg håber på at kunne forbedre mit resultat fra Ladies Open tidligere i år. Hvis det virkelig går godt er det ikke udelukket, at jeg går efter b-kravet til EM(142 kg i tokamp), men jeg er klar over, at alt skal spille, hvis det skal lykkes.

Jeg tror det bliver et rigtig hyggeligt stævne og der var en rigtig god stemning i dag, hvor mændene løftede.

Stævnestart er kl. 12 i Idrætshuset på Østerbro Stadion.
4. januar: Ladies Open
Foto: Sofia Denoux, fotosofia.dk
Det gik fint i dag i forhold til, at jeg lige er startet op igen efter et stille og roligt efterår. Vægten var faldet lidt siden klubmesterskabet i sidste måned, men jeg følte mig ikke afkræftet overhoved, så det var fedt. 

Opvarmningen gik rigtig godt og bedre end til træning, så det var meget positivt. Jeg havde et dumt kiks på mit første forsøg på 57 kg i træk, hvor jeg ikke får afsluttet ordenligt. Jeg tager den i 2. forsøg, hvor den sidder rigtig godt og går på 60 kg. Den ryger bagover, men jeg var tilfreds, da jeg kunne mærke, at den var let og tæt på. I stød startede jeg på 68kg, gik på 71 kg og 73 kg i sidste. De sad godt i dag synes jeg og derfor var jeg også tilfreds med mine resultater her. Jeg kunne måske have presset mere på i dag, men det var en god måde at starte året på.

Det rakte til en 2. plads i min aldersgruppe og en andenplads på tværs af klasserne. Vi var én placering fra at vinde holdkonkurrencen, så det var møg ærgerligt, at vi ikke lige fik den med, når alle havde løftet så godt og vores sidste løfter kun var 2 sinclairpoint fra at rykke en placering op.

Det var et rigtig lækkert sted AK Atlas var flyttet til og arrangørerne havde styr på det hele. Fantastisk dag med rigtig mange deltagere(40), flotte resultater og tætte kampe.

Jeg har fået mere blod på tanden til at prøve at komme op på min form fra sidste år og synes kroppen reagerede fint i dag. Jeg har ikke ondt nogen steder og glæder mig til at få opbygget mere styrke, så jeg kan forbedre dagens tokamp til næste stævne. 
Foto: Sofia Denoux, fotosofia.dk
Resultater fra Allan Carlsen's referat på facebook.
Foto: Sofia Denoux, fotosofia.dk
Uddrag fra Christian Forslund's hjemmeside, se alle resultater her.
3. januar: En dag til Ladies Open
I morgen afholdes Ladies Open i Slagelse. Vi er ca. 40 deltagere, hvilket afspeljer den vækst der er i vægtløftning i øjeblikket for både mænd og kvinder. Jeg er spændt på, hvad jeg kan lave af resultat, da jeg stadig er ved at starte op efter min rolige periode i efteråret. Jeg forventer at starte højere end til klubmesterskabet for nogle uger siden, men er stadig et stykke fra mit bedste resultat fra 2013. 

Ladies Open blev afholdt for første gang sidste år og der var det en vildt hyggeligt dag. I år er vi endnu flere og det bliver afholdt i AK Atlas' nye lokaler, som der også afholdes DM i til februar, så jeg glæder mig til at se deres nye sted og en masse gode løft. 
31. december: Året der gik
Foto: Billede fra Instagram af nogle af mine minder fra 2013.
Det blev lidt et comeback år, da jeg kom tilbage efter et længere sygdomsforløb, som begrænsede mine resultater. Jeg er dybt taknemmelig for alle de fantastiske oplevelser, som jeg har haft i år. Størst af alt var Universiaden, som jeg varmt kan anbefale alle, som får muligheden for at deltage. 

I år har jeg vundet alle danske stævner(CWC, DM, Pokal og DM Femkamp) jeg har deltaget i og deltaget ved EM, Universiaden og NM. Ved NM vandt jeg mit første NM guld i vægtløftning og ved DM femkamp forbedrede jeg min danske rekord. Trods hård konkurrence holder jeg min 1. plads på den danske rangliste. Så selv om mit resultat var lidt over 90 % af mit bedste, så fik jeg et godt år med masser af flotte resultater og oplevelser. 

Jeg startede samarbejde med By Moxy i år og har fået kontrakt for næste år. De producerer tøj til bl.a. vægtløftere og er lige ved at starte op. Det bliver spændende at se, hvad de har i ærmet af produkter og idéer for 2014. Jeg glæder mig til at samarbejde med dem og træne i mit nye lækre træningstøj. Følg med på Instagram under #ByMoxy og #ByMoxyAthlete, hvor jeg vil dele billeder fra træning, stævner og lignende.

Der er også sket en del andre ting i år, da jeg både er flyttet fra Østerbro til Amager og er startet på sidste fase af mit studie, nemlig specialeskrivningen. Det er dejligt at være flyttet tættere på træning og til mere rolige omgivelser. Specialeskrivningen er spændende, udfordrende og lærerigt. Begge dele har krævet en del tid og energi og derfor valgte jeg også at skære meget ned på træningen efter NM i august. Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for ferie i sommeren og det har passet mig rigtig fint og været godt for mig, når jeg ser tilbage. Nu er jeg ved at komme i form igen og glæder mig til at se, hvilke oplevelser der venter til næste år.

Tusind tak til Rockwool International A/S, By Moxy og min klub AK Viking for deres fantastiske støtte i år.

Godt nytår!
Foto: Den danske delegation ved Universiaden
25. december: Glædelig jul
Jeg havde en rigtig dejlig juleaften med min familie i Roskilde. Alle har det godt og det er det vigtigste.

Glædelig jul!
19. december: Klubmesterskab
Igen i år var det et hyggeligt stævne og det var en dejlig måde at slutte året af på. Vi løftede i tre grupper og jeg løftede i den sidste. Jeg havde en rigtig god træning tidligere på ugen, hvor teknikken sad bedre, men den sad ikke helt i dag, så jeg var fint tilfreds med 57 i træk og 70 i stød. Jeg er først kommet igang igen her på det sidste og mangler derfor en del styrke og arbejder på at få teknikken til at sidde godt, så jeg kan blive klar til stævnerne til næste år.

Vægten sagde 54,4 kg og jeg var dermed i 58 kg klassen for anden gang i år. Det er det tungeste jeg har vejet ind på i år og det passer mig fint at veje mere i opbygningsperioden. Jeg har kæmpet en del med at ligge stabilt lidt højere i vægt og det er lykkes det sidste stykke tid, hvilket er rigtig rart.

Jeg vandt min klasse og fik både pokal og en fin t-shirt fra vores sponsor Tårnby Selskabslokaler. Efter stævnet spiste vi i SAS-Klubben, hvor der blev holdt juleafslutning med taler og gaver til vores engagerede trænere Brian Glad og Roland Giessing, så alt i alt en rigtig dejlig dag.
Foto: Sofia Denoux, fotosofia.dk
13. december: Tøjsponsoraftale indgået for 2014
Efter vi her i løbet af efteråret stille og roligt har startet et samarbejde op med at få udviklet vægtløftningstøj til kvinder, så er det i dag blevet offentliggjort, at By Moxy støtter mig i 2014.

Det bliver spændende og rigtig lækkert med en sponsoraftale, som både består af træningstøj og økonomisk støtte.
Se deres hjemmeside.
12. december: En uge til klubmesterskab
Sidste år var jeg med for første gang og det var en hyggelig eftermiddag og aften. Jeg har ikke været så højt i træk og stød de sidste par måneder, så jeg har tænkt mig at teste formen og se, hvor langt jeg er fra B-kravet til EM, som jeg forhåbentlig laver til stævnerne i januar. 

Min morgenvægt er kommet op på 54,6 kg stabilt, hvilket er rigtig lækkert. Jeg har fået mere energi her i slutningen af efteråret og kommet bedre igang med både speciale og træning. 

Til næste år glæder jeg mig til, at det første DM Hold for kvinder bliver afholdt. Jeg håber på, at vi kan kvalificere et hold fra AK Viking og forhåbentlig vinde en medalje. Lige nu ligger vi nr. 4 på ranglisten og ligger dermed til at kunne kvalificere et hold til finalestævnet i maj. 
Statistik fra Christian Forslunds hjemmeside. Top 10 - Kvindehold.
19. november: Sportsfotografen Preben Søborg bisættes i dag
Foto: Allan Carlsen, Ålholm Cup 2012
Preben lærte jeg at kendte til vægtløftningsstævner, hvor han tog en masse gode billeder til forbundet. Han kendte min mor Grith Ejstrup gennem atletikken og har taget billeder af hende gennem hendes højdespringskarriere. Derudover arbejdede min storebror Bo Ejstrup for ham til flere fotoopgaver gennem de senere år.

Preben har taget billeder af mange forskellige sportsgrene gennem 40 år og går bort i en alder af 70 år. 

Han var altid fuld af godt humør og vil blive savnet.
Foto: Preben Søborg, CWC 2011
15. november: Stille og roligt igang igen
I morgen bliver Øst Seniormesterskaberne afholdt i Næstved. Jeg deltager ikke, men er spændt på at se om min 1. plads på ranglisten ryger her til årets sidste stævner. Der kommer flere og flere gode løftere og jeg bliver nødt til at komme tættere på eller blive bedre end min gamle form for at kunne holde mig i toppen af ranglisten til næste år. 
Statistik fra Christian Forslunds hjemmeside.
Det har været dejligt at have nogle måneder stort set uden at træne vægtløftning. Jeg har haft brug for at skære lidt ned på nogle aktiviteter i denne periode. Jeg har dyrket eliteidræt i rigtig mange år og kan mærke, at det er vigtigt at holde fri indimellem, så krop og hoved får lidt afveksling.

Jeg er stille og roligt begyndt at træne frem mod næste års stævner og glæder mig til at se, hvor meget jeg kan presse kroppen. Det kunne være rigtig rart, hvis kroppen efter disse måneder er blevet mere klar til at give den gas og træne hårdt igen. 

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har kunne komme tilbage til vægtløftning efter mit hårde sygdomsforløb sidste år. Trods det har været et stykke under mine bedste resultater har det givet en masse fantastiske oplevelser i år. Blandt de største er selvfølgelig Universiade-deltagelsen og mit første NM guld i vægtløftning. 

Nu venter en masse grundtræning frem mod næste års mesterskaber.
19. oktober: Intet VM for mig i år
I morgen starter VM, som afholdes i Wroclaw i Polen. Jeg har valgt ikke at tage med i år, men kan godt mærke, at det kribler i kroppen, når jeg ser billeder, video og startlister derfra. 

Jeg håber, at kroppen bliver klar til at give den gas til stævner næste år og vil nyde VM hjemmefra denne gang.

Følg VM på Eurosport - se tider og andet spændende på denne facebookside VL på Eurosport.

Stævnets hjemmeside
 og startlister.
8. oktober: Så er der lidt opdateringer igen
Jeg har ikke skrevet et stykke tid. Dels fordi jeg er lidt frustreret over kroppen ikke helt er klar til at træne så hårdt, som jeg gerne vil og dels fordi jeg gerne ville have fokus på andre ting.

Efter et helt fantastisk stævne i januar, hvor jeg løftede over al forventning, så troede jeg, at jeg ville gå mere frem over foråret, men den grundtræning jeg havde brug for blev der ikke helt plads til fordi der var en del stævner og så kommer der småskader og mindre fremgang. Det var dermed rart at komme hjem fra NM og kunne slappe lidt af og give kroppen lidt ro og tænke på noget andet. 

En uge på Club La Santa, Lanzarote med min klub var rigtig rart og gav et frisk pust. Derefter kom jeg hjem og startede et nyt kapitel. Jeg er flyttet fra mit kollegium gennem 6 år til en lejlighed på Amager, hvilket giver lidt ro til at komme ordenligt igang med specialet. Det har været lidt underligt at flytte efter så mange år og oplevelser, men jeg er rigtig glad for at komme lidt væk fra byen og metrobyggeriet, som jeg tidligere var nabo til.  

En del tid er blevet brugt på flytningen, speciale og her til sidst har jeg taget et sygeforløb igen. Dog et kortere, som forhåbentlig snart er overstået.

Nu skal jeg tage stilling til, hvordan træningen og målsætningen skal være det næste stykke tid. Det er virkelig svært, da jeg gerne vil tilbage i min form fra foråret sidste år og samtidig ved, at jeg skal bruge rigtig meget tid på mit speciale. Men nu må jeg se, hvordan det går det næste stykke tid og løbende evaluere, hvad der er bedst for mig.
18. august: NM GULD
Foto: Kraftlyftingafélag Akureyrar (Arrangørerne) 

I går blev Nordisk Mesterskab afholdt. Jeg løftede sikkert for at få guldet i hus, da jeg efter indvejningen kunne se, at guldmedaljen var indenfor rækkevidde. Det blev dermed lavere startvægte end normalt og taktiske øgninger. 

Jeg er meget glad for denne guldmedalje, da det er min første i vægtløftning. Jeg tabte for to år siden med 0,5 point og måtte melde afbud sidste år pga. sygdom, så det var rart at vinde denne gang. 

Udover min individuelle guldmedalje blev det også til en pokal for bedste land for damerne.

Kropsvægt: 52,35 kg
Træk: 60, 63, 63 
Stød: 70, 74, 77
Tokamp: 140 kg 
Sinclairpoint: 213
Placering: 1. plads
Foto: Sævar Geir Sigurjónsson
15. august: NM i weekenden
I morgen tidlig rejser vi til Nordisk Mesterskab og da vi skal være i lufthavnen kl. 6.20 om morgenen er vi to, der sover hos Sarah Hammelstrup og Mikkel Andersen (som også skal med) i deres lejlighed i Kastrup. Det er hyggeligt og mindre stressende at sove hos dem, så det er rart at vi kan det. 
13. august: Flytter til Amager
Så lykkes det at få en lejlighed, som jeg kan bo i indtil jeg bliver færdig med mit studie. Efter seks år på Østerbrogaardens Kollegium, så er det tid til at flytte for mig selv igen. Det har været nogle gode år og jeg har mødt en masse søde mennesker og boet med udsigt til Fælledparken. 

Det bliver helt fantastisk at kunne cykle til træning igen i stedet for ca. 45 min. gennem byen med offentlig transport. Derudover kommer jeg til at bo tæt på Bella Center Metrostation og mit studiejob i Bella Center.  

Jeg overtager lejligheden på Kongelundsvej pr. 1. september, så jeg flytter efter klubturen til Club La Santa. Det glæder jeg mig helt vildt til.
3. august: 2 uger til NM
Træningen går stille og roligt frem mod NM. I dag har jeg prøvet at finde startlister, hvilket ikke er lykkes. Dog fandt jeg en tidsplan over stævnet og kan se, at indvejningen er kl. 6-7 og jeg skal sandsynligvis løfte kl. 8 i første gruppe.

Det er ikke den bedste nyhed jeg kunne få, da jeg løfter bedst senere på dagen, men jeg må prøve at opbygge en rutine, hvor jeg står tidligere op frem mod NM.

Link til den islandske hjemmeside


Link til live-broadcast af stævnet
27. juli: 3 uger til NM
Det har været et hårdt forår, hvor jeg gerne har ville tilbage i form og efter CWC i januar, så det overraskende godt ud i forhold til, hvad jeg havde turde håbe efter jeg var syg sidste sommer. 

Det er gået meget godt trods alt, men det har også været hårdt, da jeg ikke synes, at jeg har haft nok energi til at træne det jeg gerne ville og samtidig bruge tid på mit speciale. 

Efter Universiaden har jeg holdt nogle dage fri og trænet lidt lettere for at få mere energi og motivation til at blive klar til NM, som er det sidste store stævne i år. 

Resten af året bliver med specialet som første prioritet og jeg forventer dermed at skære ned på træningen. Det bliver nok svært, men det bliver jeg nødt til for at blive færdig med min uddannelse.

Jeg synes heller ikke kroppen er tilbage til 100 % endnu og jeg har også passet på ikke at presse for meget på for dermed at kunne holde mig skadesfri, hvilket er lykkes. 

Jeg glæder mig til at komme til Island igen her til Nordisk Mesterskab, da Island er et lækkert sted med masser af spændende natur. Sidst jeg var der for 1,5 år siden var vejret koldt og masser af sne. Nu er det sommer og jeg håber trods den korte tur fra fredag til søndag, at vi kan nå at se lidt natur. 
Den blå lagune, foto fra besøget januar 2012.
17. juli: NM-holdet
Holdet til Nordisk Mesterskab, Island, 16.-18. august består af 8 løftere:
Damer
Under 58 kg
Christina Trier Ejstrup, AK Viking

63 - 69 kg
Line Niiranen Jacobsen, AK Jyden
Sarah Hammelstrup, AK Atlas      
Pernille Sølund Hansen, VK Kono                 
Karina Hauge, IK 99

75 - +75 kg
Sarah Troelsen, IK 99

Herrer
Simon Darville, 85 kg, Bagsværd VK
Mikkel Andersen, 105 kg, AK Viking
Halvdelen af holdet træner under min træner Roland Giessing og det kunne derfor være fedt at have ham med, hvilket vi også havde planlagt. Men da NM blev rykket en weekend, så er det desværre ikke muligt. 

Det bliver spændende at se startlister, da jeg ikke tror der kommer så mange løftere i år, da stævnet bliver afholdt i Akureyri, Island, hvilket er lidt dyrere og mere besværligt at komme til i forhold til Landskrona, Sverige, hvor NM blev afholdt sidste år. 

Målet er at få en god placering, hvilket forhåbentlig bliver en medalje.
8. juli: Universiade
Præsentation af 58 kg A-gruppen. Alle billeder taget af Pernille Sølund Hansen.
Stævnet gik ikke helt som forventet, men alt taget i betragtning, så gjorde jeg, hvad jeg kunne på dagen.

Kropsvægt: 53,72 kg
Træk: 64 kg (64, 67, 67)
Stød: 78 kg (78, 78, 78)
Tokamp: 142 kg
Point: 212

Resultat: 12. plads

Jeg måtte drikke for at veje nok til at være i 58 kg klassen, hvilket selvfølgelig ikke er optimalt, men det var nødvendigt for at få en ekstra dag imellem åbningen og stævnet, hvilket jeg havde brug for. Det er hårdt at være til åbningen og denne gang sluttede den kl. 2 om natten og vi var dermed sent hjemme. 
Glæde efter sidste stød, som sikrede en 12. plads ved Universiaden.
2. juli: Rockwool International A/S støtter med 45.000 kr. til Universiade-holdet
22. juni: Universiade-holdet
Så er der to uger tilbage til åbningen af Universiaden og som til OL foregår det med fakler, indmarch landevis, fine taler og med et kæmpe show. Universiaden er fra 6.-17. juli og afholdes i Kazan, Rusland.

Der er 27 idrætsgrene repræsenteret og det danske hold består af fægtere, gymnaster, atletikfolk og vægtløftere. Danmark er dermed repræsenteret med fire idrætter, hvilket er en mere end sidste gang og markant flere deltagere denne gang. Det er rigtig fedt og jeg håber flere i fremtiden får mulighed for at tage med, da det er et helt fantastisk stævne.   
Læs mere om Universiaden
19. juni: Dansk rekord
Foto: Allan Carlsen
Det er nu offentliggjort, hvilke der har lavet danske rekorder til DM Femkamp og jeg forbedrede min rekord med 14 point i aldersgruppen 19-29-årige, så det er rigtig dejligt og jeg føler at der er til mere. Der er både point at hente i vægtløftningen og atletikken, så det bliver spændende at se om jeg kan slå den inden jeg rykker op i næste aldersgruppe.

Forbundets artikel om de nye danske rekorder i femkamp
8. juni: Dansk mester i femkamp
Foto: Allan Carlsen
Der var rigtig hård konkurrence i år og jeg er derfor meget tilfreds med sejren. Det gik bedre i atletikdelen end jeg havde forventet. Jeg vandt i min alderklasse pga. mit resultat fra vægtløftningen, men formåede også at minimere mit tab i atletikdelen i forhold til mine konkurrenter. Det er tydeligt at se, hvem der har dyrket atletik og hvem der ikke har. Da jeg ikke har dyrket atletik taber jeg noget af forspringet fra vægtløftningen i sprint, trespring og kuglekast. 

Vægtløftning
Træk: 64, 66, 68 (røg bagover)
Stød: 75, 78, 80 
Tokamp: 146 kg - VM C-krav
Sinclair: 223 point
Kropsvægt: 52,2 kg
Femkamp: 789 point

Årsbedste i stød, tokamp og på point. Jeg opnåede også VM C-kravet på 145 kg, men da jeg selv skal betale, forventer jeg at prioritere mit speciale højere i den periode og skære ned på træningen. Så jeg tager ikke med til VM, som det ser ud nu.

Dagens bedste kvinde af alle blev den rigtig dygtige sprinter Mette Jepsen fra en af de højere aldersklasser med 804 point. Hun var suveræn i alle udendørsaktiviteterne og lavede også et flot resultat i vægtløftningen. Inspirerende at se!

Næste stævne bliver Universiaden i Kazan, Rusland, hvor jeg forventer at løfte i 58 kg klassen den 8. juli. 
6. juni: En måned til åbningen af Universiaden
I dag er tilmeldingsfristen til Universiaden og jeg glæder mig mere og mere til at opleve alle de ting vi skal om en måned. Det er simpelthen en stor oplevelse at være til verdens anden største sportsbegivenhed.

Jeg har deltaget i NM, EM og VM i både sejlsport og vægtløftning og selv om det også er store oplevelser på hver deres måde, så slår det på ingen måde Universiaden i 2011. Et stævne som er på ca. 8000 deltagere og derudover ledere, trænere, dommere, frivillige osv. er noget helt specielt. 

Åbningen, stemningen, Universiade-byen, madsalene, sportshallernes akitektur, deltagerne fra over 20 sportsgrenes forskelligheder og ligheder, stævnet og meget mere kan jeg nævne fra sidste deltagelse.
Følgende billede er fra åbningen 2011 kort tid inden vi går ind på det fyldte stadion.
3. juni: DM Femkamp på lørdag
DM Femkamp plejer at være et hyggeligt stævne, hvor vi både konkurrerer inden- og udendørs, og laver tre øvelser, som vi er knap så meget på hjemmebane i.  

Femkamp består af træk, stød, kuglekast, tre sammenhængende hop og 40 m sprint med liggende start. 

Der er 20 løftere i min gruppe, som er 19-29 årige kvinder, hvilket er helt vildt fedt. Det er en fordobling af sidste års antal.

Min målsætning er at lave et bedre resultat i træk og stød end til Pokalstævnet 25. maj, hvilket jeg mener er meget realistisk. Jeg vandt DM Femkamp sidste år og jeg håber på at lave et godt resultat igen i år, selv om konkurrencen er øget og min form ikke er 100 % tilbage endnu.

Stævnet starter kl. 11 og afholdes i min klub AK Viking, Ved Diget 25, Kastrup. 

Startlister (alle grupper)

Kvinder 19-29 år
27. maj: Universiade tilmelding
I denne uge ordner vi de sidste tilmeldingspapirer til verdens anden største stævne Universiaden. Det bliver sandsynligvis årets vildeste stævne for mig og jeg glæder mig rigtig meget.

Universitetslandsholdet i vægtløftning kommer til at bestå af Sara Ellegaard Andreasen, Line Niiranen Jacobsen, Pernille Sølund Hansen og jeg. Derudover har vi Jane Giessing med som holdleder og Roland Giessing med som træner. 

Jeg er meget i tvivl om, hvilken vægtklasse jeg skal være i, men tilmelder mig i 58 kg klassen for, at jeg kan komme op i vægt. Det er dog muligt at ændre vægtklassen, når vi ankommer, hvis jeg vil det.

Det er bedst for mig at komme op i vægt, da min træning går bedre, når jeg vejer mere og jeg får også mere overskud til både arbejde, speciale og træning.
25. maj: Vinder af Pokalstævnet og NM A-krav
Det blev en dejlig dag i Odense med masser af gode præstationer. Stævnet blev afholdt i en lille sal, hvilket var helt perfekt til dette stævne. Opvarmningen og stævneplateauet lå i samme rum og skærmene virkede, hvilket gjorde det let at følge med.

Mit resultat blev godt og jeg fik lavet det krav jeg ville. Mit sidste træk var meget tæt på, hvor første forsøget var meget let, så det skal nok komme. I stød gik det fint med årsbedste i stød med 2 kilo og da kravet var hjemme i anden forsøg øgede vi kun et kilo til 80 kg, da jeg gerne ville have den igen og dermed også kunne lave VM C-krav, men 80 kg blev desværre kikset i opadstødet. 
Foto - To af de dygtige piger jeg træner med (Mette Pedersen, Sarah Hammelstrup og jeg).
Det blev dermed årsbedste i stød og tokamp i dag, så jeg er tilfreds med resultatet. Det går stille og rolig fremad og det tager tid at komme de sidste procenter op på min gamle form, men det skal nok komme.

Kropsvægt: 52,4 kg
Træk: 65, 6868
Stød: 76, 79, 80
Tokamp: 144 kg
Sinclair point: 219

Næste stævne bliver DM i Femkamp, som afholdes i min egen klub AK Viking 8. juni. 
AK Viking holdbillede (Mikkel Andersen mangler) 
24. maj: Pokalstævne i morgen
Det er rart at være kommet op og ligge på 53 kg stabilt de sidste par uger, hvilket tydeligt har hjulpet på min træning. Så jeg er spændt på om det også kommer til udtryk i mit resultat denne weekend. Som altid bliver der ændret en del teknik og det er spændende at se, hvordan teknikken sidder på dagen og hvordan dagsformen er. 

Jeg har haft høje forventninger til de tidligere stævner i år og da dette stævne er mere stille og roligt, så glæder jeg mig rigtig meget. CWC i januar var første stævne i et stykke tid, DM var kaotisk med to plateauer og EM var stressende, da der kun var tre i min gruppe og jeg var alt for let. Så generelt har det været en hård opstart jeg har haft, men også vildt spændende. 

Mit mål er at forbedre mine resultater fra i år, da min form er markant bedre end tidligere på året og jeg synes det kunne være dejligt at støde 80 kg igen snart. 

Pokalstævnet er på et plateau og virker til at blive et hyggeligt stævne med mange dygtige løftere, som skal lave krav til diverse internationale mesterskaber. 

Stævnet afholdes på Risingskolen i Odense fra kl. 11.
19. maj: Tilskuer til Regionals 2013 (Crossfit)
17.-19. maj blev Regionals, hvilket er et kæmpe crossfit stævne svarende til et EM for crossfittere, afholdt i Ballerup Super Arena. Atleter fra hele Europa kæmpede om at vinde og komme med til Crossfit Games(VM) i USA i juli. Danmark stillede med en masse gode atleter, som virkelig kæmpede til det sidste. Bedste danske hold blev Spartan Mentality fra Århus, som endte på en flot 4. plads lige udenfor præmieskamlen og de tre udtagne hold, som gik videre til Games. Men Frederik Ægidius, sidste års vinder, fik en flot tredje plads i år og gik dermed videre til Games, som eneste dansker. Det er tydelig, at niveauet stiger hvert år og det er imponerende at se, hvor engagerede og dygtige atleter der er med.  

Det er andet år at det afholdes i Ballerup og jeg synes det er vildt fedt at det bliver holdt i Danmark, så det er muligt at tage et smut derud og se de spændende events de skal igennem, stemningen og den hårde konkurrence. 

Læs mere og se resultater fra Regionals
4. maj: Tilmeldt Pokalstævnet
Om tre uger holder VK Kono Pokalstævne i Odense og selv om det ligger lidt tæt på DM Femkamp, så vælger jeg at løfte alligevel. Det kunne være rart at få et stævne mere i foråret med kun træk og stød. Derudover kunne det være godt at få lavet A-krav til NM, som er 144 kg i tokamp, hvilket er to kilo mere end mit bedste resultat i år. 

Odense har de senere år fået rigtig godt gang i vægløftningen og har mange gode løftere nu, så det bliver spændende at se, hvad de kan præstere.

Jeg håber på at få et godt stævne med teknisk gode og stabile løft og veje så tæt på 53 kg, som muligt.

I øvrigt vil jeg lige anbefale Christian Forslunds hjemmeside, som jeg synes er rigtig god til at finde resultater og lignende på. Der er bl.a. ranglister over årets 10 bedste løftere.
30. april: Flybilletter booket til Universiaden
Så blev der booket flybilletter, hvilket er rigtig rart og giver lidt mere ro i forhold til planlægningen af turen, ferie og arbejde. 

Jeg synes, at vi har fundet nogle billige billetter og det er hyggeligt, at vi flyver nogle stykker sammen.

Vi har booket fra den 4.-14. juli, så vi når åbningen, se hinanden løfte og kan nå at opleve resten af Universiaden. Der er en masse andre sportsgrene, som kunne være spændende at komme ud og se.
28. april: I dag er det min fødselsdag
Weekenden startede med en rigtig hyggelig pigeaften på kollegiet og slutter i dag med morgenfødselsdag på Østerbro og fødselsdag med familien i Roskilde om aftenen.

Ingen tvivl om at mit 27. år har været noget af en rutschetur, men jeg synes også, at jeg har lært meget. Nu vil jeg glæde mig over, at solen stråler og mit 28. år er startet.

Der er planlagt mange spændende oplevelser, udfordringer og rejser i år, som jeg glæder mig helt vildt til. 
27. april: 70 dage til Universiaden
Universitetslandsholdet er meget tæt på at booke flybilletter til Universiaden og jeg glæder mig helt vildt til at komme afsted. Det var en kæmpe oplevelse i Shenzhen i Kina for to år siden og nu bliver det afholdt i Kazan i Rusland, hvor jeg var til EM i 2011.

Det er et spændende sted og jeg tror de har arbejdet meget på at gøre det til en kæmpe oplevelse for de ca. 8000 deltagere, som forventes at komme.
20. april: DM Ungdom
Foto: Sofia Denoux
Jeg hjalp til som træner, da vi havde mange løftere med og opvarmningen lå i kælderen og selve stævnet afholdes i stueetagen i Bavnehøj Hallen. Det er altid et hyggeligt sted at være til stævner, da klubben AK Gotha er gode til at gøre det fint og gennemført.

Vi havde to hold med i holdkonkurrencen og vandt i tæt kamp med Ålholm IF. Derudover havde vi bedste ungdomspige og fik en masse flotte resultater. 
17. april: AK Viking melder afbud til DM Hold
AK Viking har for kort tid siden fået at vide, at holdet er kvalificeret til DM for hold, som afholdes hos de forsvarende mestre i Hillerød i starten af maj. Vi havde ikke forventet at skulle med og vi har ikke et stærkt hold lige nu og derfor vil vi hellere prioritere de stævner, som allerede er planlagt. Det er derfor blevet et afbud i år, hvilket også passer mig fint, da jeg dermed får lidt længere tid til at forberede mig til næste stævne.  

Nu er der fokus på, at jeg kan komme op i vægt og komme i bedre form.
11. april: EM
Foto: Kari Kinnunen
Jeg var eneste deltager fra Danmark og havde min træner Roland Giessing med til Tirana i Albanien, hvor EM blev afholdt. Jeg løftede i 53 kg B-gruppen kl. 13.30 og vi var kun tre piger, hvilket er meget få og vi fik dermed forlænget vores pause mellem træk og stød til 15 min. i stedet for 10 min., hvilket hjalp noget, men stadig gør det lidt presset at nå at få varmet op til stød. 

Det var ikke rigtig min dag og jeg havde inden afrejse haft lidt problemer med at holde vægten og efter vi kom til Albanien blev det endnu sværere, da maden var meget dårlig. Der var en del faktorer, der havde negativ indflydelse på mit resultat, som jeg havde håbet på ville ligge 3-8 kg højere. 

Jeg fik en tokamp på 142 kg, hvilket er det samme som til CWC, men min krop er i bedre form nu og jeg havde derfor forventet et bedre resultatet. Men jeg må tilbage til træningslokalet og forberede mig til næste stævne, som bliver DM Femkamp i starten af juni.

Resultatet gav en 11. plads.

Kropsvægt: 51,11 kg
Træk: 65, 67, 67 kg
Stød: 75, 78, 78 kg
Tokamp: 142 kg

Se løftene og resultater
Foto: Hookgrip
6. april: DM Begynder
Vi havde 11 deltagere, trænere og hjælpere med for at kunne give løfterne et godt stævne. Der blev løftet på to plateauer, da deltagere antallet var på 133 løftere. Jeg var med som træner, hvilket altid er hårdt ved denne type stævner, men heldigvis er der ikke så mange af dem. Løfterne fik en masse flotte medaljer og vi havde en hyggelig dag. 
Foto: Sofia Denoux
3. april: Startvægte
I dag skulle jeg op omkring mine startvægte til EM og vi har set på, hvilke løft jeg skal have op til. Jeg synes det gik rigtig godt i dag og nogle af de ting vi har prøvet at ændre efter DM er blevet bedre. 

Jeg var på 65 kg i træk og 75 kg i stød uden kiks, hvilket var fint. Kroppen har det meget bedre end før de andre to stævner i år. Min vægt er lidt lav, men jeg håber på at få den op de næste par dage.

På lørdag afholdes DM Begynder med 133 deltagere i Kalundborg. Min klub deltager med 11 løftere, hvilket gør, at vi har valgt at tage en del trænere med. Sidste år var det kaos, da vi havde 8 løftere samtidig på to plateauer, så med ekstra trænere i år håber jeg, at vores begyndere kan få en mere rolig og bedre oplevelse. Jeg glæder mig til på lørdag og tror vi får en rigtig hyggelig dag. 
31. marts: Nordiske deltagere til EM
Så er der ikke længe til EM og da det danske hold ikke er særlig stort er det altid hyggeligt at følge med i de andre nordiske landes deltagere.

Nordiske deltagere til EM
Kvinder
53 kg - Lena (SWE), Sini (FIN) og jeg
58 kg - Angelica (SWE) og Jenni (FIN)
63 kg - Anna (FIN) og Anja (NOR)
69 kg - Carita (SWE) og Elisabeth (NOR)
75 kg - Meri (FIN)

Mænd
85 kg - Jarleif (NOR) og Milko (FIN)
94 kg - Miika (FIN) og Per (NOR)
+105 kg - Kim Eirik (NOR), Teemu (FIN) og Eero (FIN)

Links til nordiske forbund SWE, NOR og FIN

Jeg bliver desværre ikke dernede så længe, da det er dyrt og jeg har to andre dyre rejser i år til henholdsvis Kazan og Lanzarote, som jeg også skal have råd til. Derudover vil jeg gerne flytte og håber på enten at få en lejelejlighed eller købe en andelsbolig, hvilket også kommer til at koste en del.

Det er ellers fedt at blive længere og se nogle af de tungere løftere og andre nordiske løftere i aktion, men jeg kan håbe at nogle af dem kommer i A-grupper, så jeg kan se dem løfte på Eurosport, når jeg kommer hjem.
28. marts: 100 dage til Universiaden
Jeg glæder rigtig meget til Universiaden og det bliver et af årets allerstørste begivenheder for mig. Jeg var i Kazan for to år siden til EM og der var arrangørerne godt igang med forberedelserne til Universiaden med en attaché til hvert land og flere bygninger var ved at blive opført.   

Det danske vægtløftningshold forventes at bestå af syv personer og vi håber på at kunne skaffe sponsorer, så alle kan komme afsted, da det er en fantastisk oplevelse at være med til Universiaden.
19. marts: Første deltagerlister til EM
De første lister er kommet og i 53 kg klassen er der 13 løftere fordelt på tilmeldte resultater fra 139-200 kg. Jeg er tilmeldt på 150 kg og forventer at være i B-gruppen, som løfter kl. 13 den 9. april. Min træner Roland og jeg rejser derned den 7. april og tager hjem den 10. april. 

Jeg glæder mig til at komme derned og opleve stemningen og stævnet, specielt efter de ting der skete i sommer. Mit mål er at præstere bedre end de andre stævner jeg har haft i år. EM 2012 var mit bedste resultat nogensinde med en tokamp på 157 kg og dansk rekord i stød på 86 kg. Det regner jeg ikke med at slå denne gang. Nu må vi se, hvad kroppen siger på dagen og hvordan træningen de sidste par uger går.
Startlister 
Tidsplan
9. marts: En måned til EM
Med en måned tilbage til EM er de nordiske deltagere udtaget og i min vægtklasse bliver vi tre nordiske piger som til de sidste par internationale mesterskaber. Der plejer at være en spændende dyst mellem os og det er rigtig fedt.

Den finske pige er Sini Kukkonen og den svenske pige er Lena Berntsson. 
4. marts: Mix Camp i weekenden
I weekenden var jeg på træningslejr i Butcher's Garage i Valby, hvilket var rigtig hyggeligt. Jeg havde en hård uge på studiet, hvor jeg afsluttede min sidste valgfagseksamen og mangler nu kun specialet. Træningen blev derfor tilpasset det og jeg passer også på min venstre albue, som jeg fik overstrakt lidt til DM. 

Det vigtigste det næste stykke tid er at få styrke i kroppen, specielt ben og ryg. Så jeg kan lave et godt resultat til EM. Nu har jeg også mere tid og overskud, da studiet er skubbet lidt i baggrunden.

Vi havde blandt andet et træningspas med mobilitet, hvilket var rigtig godt for mig, da jeg var spændt i kroppen og dermed kunne få løsnet op. Jeg synes det er rart med andre ting end vægtløftning på en træningslejr, da det giver inspirartion og ryster folk sammen på tværs af grupperne.
Foto: Kenneth Dehn
24. februar: Tanker efter DM
Næste uge bliver stille og rolig, da jeg har eksamen på torsdag og derfor regner jeg med kun at træne et pas inden da. Det giver ro til, at jeg kan få læst og få slappet af inden jeg skal videre med træningen frem mod EM i april.

I weekenden skal jeg på Mix Camp i Butcher's Garage, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til. 
23. februar: Vinder af DM
Foto: Nina Bruun
Jeg synes tiden går alt for stærkt i øjeblikket og vil helst bare gerne være tilbage i form, som jeg var i foråret sidste år, men ting tager tid. Formen bliver bedre og nogle af mine træningstoppe i hjælpeøvelserne, som f.eks. råtræk og frivend er få kilo fra mine gamle toppe. 

Det gik fint i dag, men jeg ville rigtig gerne have lavet et bedre resultat. Det er første gang, at jeg løfter til et stævne med to plateauer og det er ikke noget for mig. Derudover virkede skærmen med min gruppe og øgestation i opvarmningen ikke i træk, hvilket gjorde det meget besværligt at 'time' opvarmningen.

Hele opsætningen var rigtig fin og jeg synes det er helt perfekt at holde stævner i sportshaller med tribuner, da man sidder rigtig godt som tilskuer og der er meget bedre plads end normalt.
Foto: Nina Bruun
Mine træk gik godt og jeg tog små spring for at få nogle gode og sikre løft. Jeg fik 63 og 65 fint, men kiksede 67 bagover, hvilket jeg ellers ikke har gjort i meget lang tid.

Stødene gik godt på 74 og 76, selv om teknikken ikke helt var som jeg gerne ville have den. Da det så ud til, at jeg havde vundet samlet af alle pigerne og min egen klasse, så gik jeg på 80 i sidste og fik vendt den, men kiksede opadstødet.

Jeg synes ikke, at jeg var frisk i dag og denne stævnetype er ikke noget for mig. Men resultatet er jeg tilfreds med, da jeg fik det bedste ud af dagsformen og fik vundet guld i min vægtklasse og samlet. Derudover fik jeg pokalen for bedste resultat sidste år med mit resultat til EM 2012.  

Kropsvægt 52,2 kg
Træk 63, 65, 67
Stød 74, 76, 80
Tokamp 141
Sinclair point 215 

Læs om stævnet og se resultater
Foto: Nina Bruun
20. februar: Information om DM
DM afholdes på lørdag fra kl. 11 i Gladsaxe Sportshal og det bliver det største DM i nyere tid. Der er 25 tilmeldte kvinder og 51 mænd, hvilket er lidt flere end sidste år og der er lagt op til et fantastisk stævne. 

Jeg glæder mig meget til på lørdag og det bliver spændende at se kampene om medaljerne i de forskellige vægtklasser. Da jeg er i en af de letteste vægtklasser forventer jeg at løfte i første gruppe og indtil videre er der tre i min vægtklasse.

Normalt kan jeg bedst lide at løfte senere på dagen, men jeg tror faktisk, at det bliver rart at løfte først til et stævne med 76 deltagere, så kan jeg slappe af bagefter og se alle de andre løfte. 

Artikel på forbundets hjemmeside
Startlister
16. februar: En uge til DM
Jeg glæder mig rigtig meget til DM, da det er vildt hyggeligt at løfte til et stævne med så mange piger i Danmark. Der bliver også tæt kamp i flere af vægtklasserne og masser af taktik. 

Det er ikke svært for mig at vælge vægtklasse i år, da jeg kun ligger lidt over 53 kg og det burde derfor blive let at komme ned. Træningen går godt og jeg håber på at kunne forbedre mit resultat fra CWC i januar, specielt i stød. 

Der går rygter om, at vi bliver rigtig mange i år og vi løfter derfor på to plateauer, hvilket jeg synes lyder ret forvirrende, men jeg kan håbe på, at klubbens løftere bliver fordelt over dagen, så vi ikke løfter samtidig. 

DM afholdes i hallen på nedenstående billede og det ser ud til at blive et fint og gennemført stævne.
Foto: Kasper Nørr
8. februar: Forårsplaner
Træningen frem mod EM i april er igang og det går godt. Inden EM deltager jeg ved DM 23. februar og en Mix Camp 1.-3. marts, så det ser ud til at blive et spændende forår træningsmæssigt. Det er rigtig rart, at der bliver flere og flere træningslejre og piger at træne med. Det øger konkurrencen og gør træningerne meget sjovere.

Jeg er glad for, at jeg nåede at kvalificere mig til EM i år, da månederne optil var så uvisse og det var dejligt at mærke, at kroppen er klar til stævner igen og vægtløftning på dette plan.  
I løbet af foråret skal universitetslandsholdet, som består af fire piger, to trænere og en holdleder, samle flest mulige penge ind til vores deltagelse ved verdens anden største sportsbegivenhed, som er Universiaden. Jeg håber, at vi kan få dækket vores udgifter, så alle har råd til at komme afsted og få denne store oplevelse.
2. februar: Ungdom/junior stævne i klubben
Foto: Sofia Denoux
AK Viking holdt Øst mesterskaber i dag og det var et rigtig fint stævne, hvor mange lavede nye personlige rekorder. Vi havde 14 løftere fra vores klub, så der var travlt med at holde styr på opvarmningen, men med tre trænere gik det godt. Det er dejligt at se de unges udvikling og glæde ved vægtløftningen. Imponerende er det også at se alle de frivillige der kommer og hjælper til stævnerne.

Vi fik kvalificeret en ekstra til DM Senior, som afholdes om tre uger, så nu er vi fem løftere fra AK Viking, der skal med. Deltagerantallet må forventes at være det største i mange år, da vægtløftning i Danmark er vokset med stor indflydelse fra crossfit og der går derfor også rygter om, at vi skal løfte på to plateauer, hvilket kan give lidt større udfordringer for trænerstaben.
25.-27. januar: Træningslejr i Kastrup
Vi var ca. 18 løftere på lejren og det gik godt på trods af helt nye tovholdere på U17-U23 projektet, som lige skulle lære løfterne at kende og finde ud af, hvordan det hele skulle gribes an.

Jeg trænede sammen med de to ældste piger Sara (20 år) og Line (20 år), hvilket fungerede rigtig godt. Jeg fik nogle nye input, som jeg vil arbejde videre med og kunne godt være frisk på at tage med igen, da jeg synes, der var en god energi og stemning blandt deltagerne.

Der holdes typisk ca. tre lejre om året og sidste år havde de også en uges træningslejr til Frankfurt (Oder) i Tyskland, hvor jeg også tidligere har været på træningslejr. Projektet virker, som en god idé og jeg håber derfor på at der bliver flere gode lejre i fremtiden.

Denne weekend blev der i øvrigt også holdt Reykjavik International Games, Island, som jeg vandt sidste år. I år blev stævnet vundet af en af de lokale løftere Anna Hulda med samme pointsum, som jeg fik ved CWC sidste weekend. Hun har virkelig forbedret sig siden jeg så hende løfte første gang, som var til stævnet for et år siden, så det bliver spændende at løfte mod hende til Nordisk Mesterskab i august. 
24. januar: Emnevalg til specialet og træningslejr
Hvad skal jeg vælge?
"At følge sit hjerte er det mest fornuftige"
Nu er det tid til at finde ud af, hvad mit speciale skal handle om. Som så mange andre ting i livet skal man vælge mellem det fornuftige og det man har lyst til. Underviseren snakkede om dette og sammenlignede det med at vågne op med den forkerte kæreste hver dag, hvilket specialet kan føles som, hvis man vælger forkert.
Så nu vil jeg prøve at finde et emne, som jeg har lyst til at skrive om, da det er det mest fornuftige og ikke hvad der kunne se godt ud bagefter, hvis det alligevel ikke er det jeg har lyst til at arbejde med. 
Jeg har ikke længere undervisning og kun en skriftlig eksamen tilbage udover specialet, så der er masser af tid til at træne, hvilket er rigtig rart. Denne weekend skal jeg med på en talentsamling for U17/U23 løftere i Kastrup, hvilket jeg glæder mig meget til. Jeg er et par år for gammel, men er glad for at komme med og håber jeg kan lære noget nyt og få nogle gode træninger.

Næste stævne bliver DM 23. februar i Gladsaxe Sportshal og afholdes af den klub jeg startede i. Jeg tror det bliver et rigtig flot og hyggeligt stævne. Da det på nogle områder føles, som om jeg er startet forfra, regner jeg både med gammel og ny top, jeg vil derfor ikke arbejde med et bestemt resultatmål frem mod DM, da det afhænger af, hvor hurtigt jeg kan komme tilbage på 100 % af min gamle form og måske også forbedre min gamle top. Til klubmesterskabet var jeg på 80 % og 90 % til CWC. Det bliver spændende, hvad fremtiden bringer og lige nu er det rart bare at være tilbage i gamet.
19. januar: Vinder af CWC og EM b-krav
Foto: Bo Ejstrup (Sportsfoto)
I dag er det syv måneder siden, at jeg blev indlagt med nyresygdom og første stævne efter. Det har været syv rigtig hårde måneder og det var derfor også meget spændende, hvad jeg kunne lave i dag. Jeg var meget i tvivl om jeg kunne nå at lave b-krav til EM, men det var sidste chance til dette stævne, så hvis det gik rigtig godt, så skulle det være målet.

Jeg var røget alt for langt ned i vægt pga. min eksamen i går, nervøsitet og lignende, men det gik godt alligevel. De små øgninger skyldes tvivlen om min form og vigtigheden af at få flest mulige point, da mine konkurrenter var tungere og dermed kunne beregne på, hvad de skulle lave for at vinde efter jeg havde løftet.

Jeg havde virkelig håbet på at det ville gå, som det gjorde med seks gennemførte løft og en tokamp på 142 kg. Men jeg havde ikke haft så mange tunge løft til træning og forberedelserne taget i betragtning gjorde, at jeg vidste at alt skulle spille i opvarmning og på plateauet for at det skulle lykkes.   

Det var drømmescenariet for i dag der lykkes, så det var et rigtig fedt comeback.

En del blev nok overrasket over, hvad jeg kunne løfte, men det var også rart ikke at have for mange forventninger udefra, da mine egne var ret høje og uvisheden om, hvad jeg reelt kunne lave var høj.

Top 3
1. Christina Ejstrup, AK Viking       217 point
2. Karina Hauge, IK99                  201 point
3. Mette Brynjolf Jepsen, BVK       200 point

Præmier fra Progenex til top 3 og 300 euro til vinderen.
Referat og resultater
Billeder
Kropsvægt: 51,9 kg
Træk: 62, 64, 66 kg
Stød: 71, 74, 76 kg
Tokamp: 142 kg
Ny sinclair tabel: 217 point
Foto: Bo Ejstrup (Sportsfoto)
I denne weekend er det et år siden, at jeg startede samarbejdet med Roland Giessing, hvilket jeg er meget glad for. Billedet er taget lige efter vi kom hjem til hotellet efter den danske rekord i stød til EM i april sidste år.
16. januar: Copenhagen Weightlifting Cup på lørdag
Det er første stævne siden DM Femkamp i juni sidste år, så det bliver godt at komme igang igen. Jeg ville gerne have været mere klar, men det har været nogle travle måneder op til CWC, da jeg har mine sidste valgfagseksaminer i denne periode og ikke er helt frisk endnu.
Jeg er spændt på, hvad jeg kan lave, men tror det bliver et hyggeligt stævne, da vi bliver ca. 25 piger. Sidste træning inden stævnet var i dag, så der bliver to hviledage op til, hvor jeg skal læse til en af mine eksaminer, som er fredag eftermiddag.   
Stævnet starter kl. 12 og afholdes i Idrætshuset på Østerbro i København. 
9. januar: Målsætninger og drømme
Jeg vil gerne sætte en masse mål for det nye år, men det er stort set umuligt efter de sidste snart syv måneders udfordringer, så jeg må tage tingene hen ad vejen og være glad for det jeg kan og glæde mig over de små ting der efterhånden falder på plads. 
Årets højdepunkt sportsligt bliver forhåbentlig Universiaden, som jeg også deltog i for halvandet år siden. Det ser ud til, at vi skal nogle stykker afsted i år, så det ser jeg frem til.
5. januar: Ladies Open
I dag blev der holdt et kvindestævne med 21 deltagere i Slagelse. Stævnet var en stor succes og der blev lavet en del rekorder. Jeg var med som hjælpetræner, hvilket var meget lærerigt. Det er rart også at prøve at stå på den anden side og se, hvilke ting man skal fokusere på i den situation.
31. december 2012: Godt nytår!
Jeg glæder mig til næste år, det bliver et travlt år med specialeskrivning, men forhåbentlig også en masse dejlige og sjove oplevelser. Kvindevægtløftning har udviklet sig meget i 2012 og jeg forventer at udviklingen fortsætter, hvilket er helt fantastisk og gør det tusind gange sjovere at lave vægtløftning.
Godt nytår og vi ses i det nye år! 
30. december 2012: Året der gik
År 2012 er et år, hvor der er sket rigtig mange ting, både gode og dårlige. Året startede ud med, at jeg ikke havde nogen træner og var i en klub, hvor jeg ikke følte, at jeg havde opbakning længere. Min daværende klub stod over for en større renovering pga. den store oversvømmelse i sommeren 2011, så det tegnede ikke så godt for EM i april 2012. Heldigvis hjalp Team Copenhagen mig med at få mulighed for at træne i Atletikklubben Spartas vægttræningsrum udenfor deres træningstider, hvilket var en kæmpe hjælp. Derudover valgte forbundet i januar at sætte kravene til EM op, så jeg igen skulle lave A-krav for at få dækket alle omkostninger til stævnet. Heldigvis havde jeg besluttet mig for at skrive til Roland Giessing fra AK Viking i midten af januar for at høre om han havde mulighed for at hjælpe mig til CWC og det sagde han ja til. Det gik rigtig godt og vi har arbejdet sammen siden. Dette samarbejde resulterede i nye topper i både træk, stød, tokamp, på sinclairpoint og en dansk rekord i stød til EM i april, hvilket var en vægt jeg har kæmpet for at få flere gange de sidste par år. I marts skiftede jeg klub til AK Viking, hvilket også gjorde tingene lettere og de har taget rigtig godt imod mig og er en meget velfungerende klub. 
I januar var jeg så heldig at blive inviteret til Island, hvor der blev holdt Reykjavik International Games. Jeg vandt konkurrencen og fik en masse spændende oplevelser med hjem.
Mit sidste stævne blev DM Femkamp, hvor jeg lavede ny top i stød på 87 kg og vandt. Jeg var ikke klar over på det tidspunkt, at grunden til, at jeg vejede 3-4 kilo over min normale stævnevægt var, at jeg var syg, men det fandt jeg ud af senere på måneden. Jeg blev indlagt på nyreafdelingen på Rigshopitalet, hvor jeg lå en måned og siden da har kæmpet med at komme tilbage til en nogenlunde normal hverdag. Vægten har svinget fra over 60 kg til under 48 kg og energi-niveauet er stadig meget svingende. Der er ingen tvivl om, at de sidste seks måneder har været de hårdeste i mit liv, men jeg har også lært en masse og håber, at jeg kan få helt styr på kroppen til næste år, færdiggøre mit studie og forhåbentlig også komme helt tilbage til vægtløftningen igen. 

28.-29. december 2012: Kvinde Camp i Hillerød
I modsætning til sidste Kvinde Camp, så kunne jeg denne gang deltage lidt, hvilket var meget rart. Jeg er langt fra tilbage i min bedste form, men det er dejligt bare at kunne være lidt med, når nu vi er så mange kvinder. Lejren varede kun et døgn, hvilket måske er lidt kort, men så er det nok også lettere for folk at komme, når de ikke skal sætte en hel weekend af. Vi var ca. 35 deltagere fordelt på alle aldersklasser, vægtklasser og niveauer. 
24. december 2012: Glædelig jul
20. december 2012: Klubmesterskab i AK Viking
Foto: Sofia Denoux
I dag blev der afholdt klubmesterskab i AK Viking og det var et rigtig hyggeligt stævne, hvor alle løftede godt og mange lavede nye personlige rekorder. Tårnby Selskabslokaler havde sponsoreret t-shirts og julegaver, hvilket var meget flot.
2. december 2012: Fokus på studiet
Efter lidt over fem måneders sygdom lysner det mere og mere og efterhånden begynder drømmene om næste år at blomstre. Da kroppen ikke er helt på toppen endnu ligger fokus på at afslutte de sidste fire fag på min kandidat, så jeg til næste år kan få afsluttet studiet efter at have skrevet speciale. 
Jeg arbejder også på at flytte til Kastrup, hvor jeg træner, da jeg gerne vil flytte i lejlighed efter at have boet over fem år på kollegium, men det er ikke let at finde noget godt og billigt i København og omegn, så nu må vi se, hvornår det lykkes. Det kunne være rigtig rart at bo tæt på min klub og have lidt mere plads.
Træningen går stille og roligt fremad, da jeg skal passe på ikke at blive for ivrig og dermed øge risikoen for skader. Det kan være svært at finde en balance, men jeg håber på at kunne løfte igen til stævner i foråret. Men det afhænger selvfølgelig af helbredets tilstand. 

9. september 2012: Kvinde Camp i Butchers Garage
Denne weekend har jeg været træner på danmarks hidtil største kvindetræningslejr. Det har været en rigtig spændende weekend med 75 deltagere og en masse frivillige trænere, foredragsholdere og hjælpere. 
Det lover godt for dansk kvindevægtløftning, at vi kan samle så mange til en træningslejr og endda må lukke for tilmeldingen. Jeg håber, at jeg kan være deltager næste gang for det er virkelig fedt at træne sammen med så mange engagerede kvinder og mærke energien og stemningen.
Foto: Sofia Denoux
4. september 2012: Afbud til NM
Jeg havde et lille håb om, at jeg ville nå at blive klar til at deltage til NM, men kroppen er ikke klar endnu, desværre. Så jeg har meldt afbud i dag og så må jeg bare være tålmodig og træne frem mod næste års internationale stævner.
Selv om jeg ikke kan deltage til NM, så regner jeg med at tage derover og kigge, da det afholdes i Landskrona, Sverige og der sandsynligvis er en del danskere, som tager derover og kigger. 

I slutningen af denne uge bliver der afholdt en kæmpe kvinde træningslejr i Butcher's Garage i Valby og det glæder jeg mig rigtig meget til. Det bliver den suverænt største kvindelejr, der nogensinde er blevet afholdt i Danmark og nok også Norden, så det skal nok blive sjovt.
Foto: Kenneth Dehn
21. august 2012: En speciel dag
I dag er det to år siden, at mit liv ændrede sig markant og en masse nye tanker blev sat i gang. Der er sket en masse ting i mit liv siden både gode og dårlige, men man udvikler sig også gennem modgang og jeg håber, at jeg kan blive ved med at udvikle og forbedre mig i fremtiden, dog kan man altid ønske sig lidt mindre modgang. Men man ved jo aldrig, hvad livet bringer.  

Nu venter et efterår, hvor fokus bliver på at blive frisk efter nyresygdommen, studere og komme tilbage i form igen. 
29. juli 2012: Sommerplaner ændret
Efter en travl periode i maj og juni med eksamen, arbejde og træning havde jeg set frem til tre måneders sommerferie med masser af træning og afslapning. Men sådan skulle det ikke gå. Efter over en periode at tage på i vægt, hvilket var planen, så sad vægten lidt anderledes på kroppen end normalt og jeg blev mere og mere træt. Jeg vejede også ind nogle kilo tungere til DM i femkamp, men var egentlig bare glad for, at jeg var kommet lidt op i vægt, da jeg tidligere har kæmpet lidt med det.

Det skulle dog vise sig at være sygdom i nyrerne, der var årsagen til vægtforøgelsen (væskeansamlinger) og trætheden, som desværre har resulteret i et længerevarende sygdomsforløb med en måneds indlæggelse fra 19. juni på Rigshospitalet efterfulgt af en periode med nedtrapning af medicinen. Hvilket gør det uklart, hvornår jeg kan træne og konkurrere ordentligt igen. Jeg håber på at komme tilbage igen i løbet af efteråret, men det afhænger af, hvornår nyrefunktionen bliver helt normal igen og medicinen er nedtrappet. 

Det går bedre hver dag og det er dejligt at være udskrevet, så det er positivt efter nogle hårde uger på Rigshospitalet.
9. juni 2012: Dansk mester i femkamp og ny PR i stød
Det gik godt til DM i femkamp samlet set. Jeg kiksede mit første forsøg på 65 kg i træk efter at have taget den i opvarmningen. Jeg fik 65 kg i 2. forsøg og tog 68 kg i 3. forsøg. Jeg synes det blev nogle gode løft med fokus på de tekniske ting, som vi arbejder med. 
I stød startede jeg på 80 kg, gik på 84 kg og tænkte at det gik godt nok til at forsøge 87 kg, som ville være ny PR. Det var dejligt at lave ny PR i stød og mærke, at teknikken og styrken bliver bedre.
Min træner i dag var Mads Thøgersø (som også hjalp mig til VM sidste år), da min egen træner var i udlandet. Det gik rigtig godt og dejligt at der er andre, der har lyst til at hjælpe, når der er brug for det.

Jeg vandt stævnet suverænt med ca. 80 point ned til nummer 2. I min gruppe 19-29 årige var vi 11 piger i alt, hvilket er rigtig dejligt og øger konkurrencen. 

1. plads: Christina Ejstrup
2. plads: Karina Hauge
3. plads: Sarah Hammelstrup

Kropsvægt: 56,4 kg
Træk: 65, 65, 68
Stød: 80, 84, 87
Tokamp: 155 kg
Point: 207,8
8. juni 2012: Dagen før DM femkamp
I morgen afholdes DM femkamp, hvor man konkurrerer i aldersklasser og min er 19-29 år. Vi er 11 deltagere i min aldersklasse, så det skal nok blive sjovt. Jeg har haft travlt med skole og arbejde, så dette er ikke et stævne jeg har satset på. Men jeg glæder mig alligevel til at give den gas og have et hyggeligt stævne. Femkamp består af træk, stød, kuglekast, sprint og tre spring(frøhop). Jeg har den danske rekord, så det kunne være sjovt, hvis jeg kunne forbedre den.

Min vægt er lidt højere end normalt, hvilket passer godt med, at der ikke er nogle vigtige stævner i øjeblikket og mine startvægte forventes at ligge omkring 65 kg i træk og 80 kg i stød.

Stævnet afholdes på Østerbro Stadion med stævnestart kl. 10.30.

Startliste
24. april 2012: Video af en af mine træninger inden DM i februar
Optagelserne er lavet i min nye klub AK Viking i Kastrup, men før jeg skiftede klub.
Lavet af bodybuilding.dk
10. april 2012: EM - dansk rekord!!
I dag har jeg løftet til EM og det gik helt vildt godt, trods en del nervøsitet og mange nye tekniske ændringer de sidste par måneder. 
Planen var i træk, at hvis løftet på 68 kg i opvarmningen var god, så gik vi på 68 eller helst 70 og derefter 73 og 75. I stød var planen 83, 86, 88. Jeg var røget lidt for meget ned i vægt de sidste par dage og blev derfor lidt ekstra nervøs for om kroppen ville reagere på det.
I træk gik vi på 68 kg for at se, hvad startvægten skulle være og den blev hårdfint kikset bagover efter at have siddet med den kort tid. Øv, men så blev 68 kg startvægten. 68 kg blev klaret og derefter gik vi på 71 kg og derefter 73 kg i sidste forsøg, som ville være ny top. 73 kg blev kikset bagover og snittede mig ned af ryggen, men heldigvis slap jeg fint fra det kiks. Stød gik godt i opvarmningen og jeg startede på 83 kg, som desværre blev underkendt 2-1, men klaret i andet forsøg. Tredje forsøg blev brugt på mit mål om dansk rekord og den blev klaret, som det bedste løft af alle mine stød. Helt vildt fedt!!
Jeg må nok indrømme, at jeg var mere nervøs end jeg havde regnet med at blive, men fik alligevel kæmpet min første danske rekord hjem og det er jeg meget tilfreds med. Bedste nordiske løfter i 53 kg klassen blev jeg også, Lena (SWE) blev placeret lige efter mig med 153 kg i tokamp og Sini (FIN) på 133 kg.
Efter næsten tre måneder med min nye træner må jeg sige, at jeg synes det går helt fantastisk og vi stadig har masser at ting at arbejde videre med og forbedre i fremtiden, så det tegner godt.     
Mit resultat blev ny top i stød(dansk rekord), tokamp og sinclair point. 
Placering: 15. plads
Kropsvægt: 52,6 kg
Træk: 68, 71, 73
Stød: 83, 83, 86 - ny top + dansk rekord
Tokamp: 157 kg - ny top
Sinclair point: 222 - ny top
Resultater
9. april 2012: EM, dagen inden
I morgen 11.30 dansk tid skal jeg løfte til EM, som afholdes i Antalya i Tyrkiet. Jeg føler mig klar og glæder mig til at løfte. Formen er god, hvilket jeg håber kommer til at afspejle sig i resultatet. Kropsvægten er fin og alt har fungeret godt op til, så det er egentlig 'bare' at få finpudset teknikken i opvarmningen og så give den max gas. 
31. marts 2012: EM nærmer sig
Der er ca. en uge til, at jeg tager til EM og jeg synes aldrig, at jeg har været i bedre form end jeg er nu. Så mine forventningerne er forholdsvis høje. Ingen skader, der kan forstyrre i øjeblikket og min vægt ligger 1-1,5 kg over, så det er også meget fint.
Der er kommet deltagerliste og der er mange deltagere, da EM er sidste OL-kvalifikationsevent og mange lande prøver at få OL-pladser ved at stille hold.
I min gruppe er vi ca. dobbelt så mange som sidste år og dette mesterskab er vi, som flere tidligere tre nordiske løftere i 53 kg klassen (Lena (SWE), Sini (FIN) og jeg). Så jeg ser igen frem til en god lille nordisk dyst.
Deltagerliste
5. marts 2012: Klubskifte
Efter et møde med bestyrelsen i IK99 er vi blevet enige om, at jeg skifter klub til AK Viking fra denne måned. Min nye træner Roland Giessing kommer fra denne klub og eftersom dette er blevet mit nye primære træningssted, så er det naturligt, at jeg også stiller op for dem. Jeg glæder mig til det nye samarbejde og kan mærke, at det er den bedste løsning for alle parter.   
2. marts 2012: Videoer fra DM
Her er mine bedste løft fra DM. Filmet af en repræsentant fra bodybuilding.dk, som har lavet en rigtig god reportage fra DM.

26. februar 2012: DM guld
Ny PR i træk på 72 kg. Foto: Salvatore Annuzzi
I går blev DM i vægtløftning afholdt i AK Jydens lokaler i Aalborg. Stævnet havde mange tilmeldte og det er længe siden, der har været så mange deltagere. Stævnet havde også helt fyldte tilskuerpladser, hvilket gav en fantastisk stemning og energi. 
Jeg vidste, at jeg var i god form, men var spændt på, hvordan det ville gå, da jeg arbejder med så mange nye ting. Hvilket kan gøre at det bliver lidt forvirrende til et stævne, da man tænker på nye rettelser, men falder tilbage til den gamle teknik, når man bliver træt. Mine mål var A-krav til VM, ny top i træk og stød (ny top i stød ville også være ny danske rekord).
Jeg startede på 67 kg i træk, derefter 70 kg og 72 kg. 72 kg var ny PR med to kilo og et flot løft i forhold til mange af mine tidligere stævneløft, hvor jeg har haft problemer med at holde mine arme strakte.
I stød startede jeg på 80 kg, hvilket jeg synes var en fin startvægt, men jeg kiksede den desværre i første forsøg i opadstødet og så var mit 3. forsøg, som skulle være gået til forsøg på dansk rekord, inddraget til endnu et forsøg på startvægten. Jeg fik 80 kg i 2. forsøg og gik derefter på 84 kg, som ville være A-krav til EM. De 84 kg blev godkendt og jeg var meget tilfreds med dagens resultat :) Opadstødene sad dårligere på plateauet end i opvarmningen og det må jeg arbejde videre med frem mod EM i april, som bliver næste stævne. Alt i alt et fedt stævne med nye personlige rekorder :)

Træk: 67, 70, 72 (ny PR)
Stød: 80, 80, 84
Tokamp: 156 kg (ny PR)
Kropsvægt: 52,6 kg
Sinclair point: 220,6 (ny PR)
Stød 84 kg. Foto: Salvatore Annuzzi
23. februar 2012: Tanker før DM
Så er der DM på lørdag og i år er vi rigtig mange piger(22), hvilket gør det sjovere og øger konkurrencen i vægtklasserne. 
Jeg har nu arbejdet sammen med min nye træner Roland Giessing i lidt over en måned og synes det går rigtig godt. Jeg arbejder med en masse nye tekniske rettelser, som jeg synes hjælper og håber på at få styr på bedst muligt allerede til DM. Det tager tid at ændre teknik, men jeg er optimistisk og har faktisk høje forventninger til mit resultat til DM.
Indenfor den sidste uge har jeg været på 67 kg og 69 kg i træk og forsøg på ny top med et kilo på 71 kg, den røg dog bagover denne gang, men med lidt tekniske forbedringer skulle den være på plads snart. I stød har jeg haft et let forsøg på 80 kg. Det er ingen hemmelighed, at jeg ønsker at lave dansk rekord i stød på 86 kg, hvilket jeg også mener er realistisk efter fremgangen til træning, hvor jeg har lavet nye topper i mange af hjælpeøvelserne.

I sidste uge blev var der en repræsentant fra bodybuilding.dk med til træning og filme til optakten til DM på deres hjemmeside. Den første video er med Simon Darville og Mads Held, som er nogle af landets bedste junior løftere. Anden video er blevet lagt ind i dag og er med Tim Kring, som er landets bedste senior/U23 løfter og den sidste er med mig, som sidste år var bedste kvindelige vægtløfter. 
Startlister
20. februar 2012: Træner på U17-træningslejr for piger
Foto: Sarah Hammelstrup/Frank Petersen
Denne weekend har jeg været træner på en U17-lejr, hvilket var meget spændende. Der er kommet rigtig mange piger i vægtløftning de seneste par år og det er en meget flot udvikling, som jeg håber fortsætter. Træningslejren blev afholdt i Odense hos VK Kono, som havde fået fine nye træningsplateauer siden jeg var der sidst og de havde sørget for, at vi kunne sove i samme bygning og lavede god mad til os allesammen. Endnu en rigtig dejlig weekend med vægtløftning.
5. februar 2012: Træningslejr
Foto: Anine Maria Forrester Jensen
Nu er jeg kommet hjem fra træningslejr og det har været en fantastisk lejr med masser af nye rekorder og gode træninger. Det er en af de bedste lejre jeg har været på og hyggeligt at træne sammen med så mange andre motiverede piger. 

Foto: Anine Maria Forrester Jensen
3. februar 2012: Træningslejr i Hillerød
Fredag-søndag denne uge er jeg på træningslejr i Hillerød, hvor vi er lidt over 20 kvinder samlet. Faciliteterne er rigtig gode med otte plateauer, gymnastiksal, sauna og et stort opholdsrum. Første træningspas var opadstødsøvelser og der fik jeg lavet ny top i opadstød på 87,5 kg og derefter 90 kg, så det blev ny top i opadstød fra stander med 5 kg, da min tidligere top var 85 kg! Stemningen er rigtig god og vi er mange piger, så det skal nok blive en sjov weekend.  
22. januar 2012: RIG - stævne dag
Stævnet blev afholdt i CrossFit Reykjavik og med islandsk tv tilstede, da den islandske crossfit verdensmester Annie Mist Thorisdottir var med. Vi var fem kvinder og seks mænd i konkurrencen og kvinderne løftede i første gruppe. Jeg ville gerne have nogle gode og sikre løft, så jeg kunne få flest mulig kilo i tokamp og dermed vinde konkurrencen. Jeg var på dansk rekord forsøg sidste weekend og synes stadig opadstødet skal forbedres inden jeg går på 86 kg i stød igen, så det var ikke dansk rekord der var målet denne weekend. Jeg vidste ikke helt, hvad Madeleine Ahlner (SWE) kunne lave på dagen, men hun har tidligere lavet 80 kg i træk og 101 kg i stød i 69 kg klassen, så det var spændende at se, hvor tæt vi kom til at ligge, da det er lettere for den tunge at tænke taktisk, da den letteste løfter færre kilo og dermed først. Men jeg kørte sikkert og gik efter de små spring for at få samlet flest point og det viste sig at være et godt valg. Jeg fik 216 point og det var derfor svært for Madeleine at vinde, da det havde krævet ny top i begge øvelser.

Jeg er meget tilfreds med resultatet, da jeg kan mærke at træningen og stævnesituationen går bedre. Jeg er også mere motiveret til at blive bedre efter jeg har startet samarbejde med en ny træner og fået nye tekniske rettelser at arbejde med. Det er jo faktisk en af de ting jeg bedst kan lide ved vægtløftning - at arbejde med teknikken. 

1. plads: Christina DEN - 216 point
2. plads: Madeleine SWE - 206 point
3. plads: Annie ISL - 185 point 

Træk: 64, 67, 69
Stød: 78, 81, 83
Tokamp: 152 kg
Kropsvægt: 52,2 kg
Sinclair point: 216
Foto: Frederik Ægidius
20. januar 2012: Island, første dag
I dag har jeg været rundt og se Reykjavik og set flere af de steder, hvor der er konkurrencer denne weekend. Vægtløftningsstævnet holdes i CrossFit Reykjavik, som er en stor crossfit klub, hvor bl.a. verdensmesteren i crossfit Annie træner. Stedet er rigtig fedt og jeg skal træne der i morgen kl. 13, hvilket jeg glæder mig meget til. Klokken ca. 14-16 er der styrkeløft og atletik, hvor jeg kender nogle der er med, så det kunne være sjovt at nå hen og se lidt af det også. 
CrossFit Reykjavik
20. januar 2012: Så går turen til Reykjavik International Games
I dag tager jeg til Island, hvor jeg skal deltage i et stort stævne med flere idrætsgrene bl.a. vægtløftning, atletik, styrkeløft, badminton og svømning. Jeg løfter søndag kl. 13-15. 
Da jeg også løftede sidste weekend til CWC, så er dette ikke et stævne jeg skal toppe til, men jeg håber på at kunne få lavet nogle gode løft, hvor jeg får styr på et par af de tekniske detaljer, som jeg arbejder med i øjeblikket. Næste vigtige stævne er DM den 25. februar.
Link til stævnets hjemmeside.
14. januar 2012: Copenhagen Weightlifting Cup
Jeg var meget spændt på, hvad der skulle ske i dag. Jeg havde kontaktet en ny træner i torsdags og spurgt om han ville hjælpe til stævnet, fordi nu var det tid til, at der skulle ske noget nyt. Ingen er blevet gode af at træne alene eller i hvert fald få. Jeg havde Roland Giessing, som træner i dag og det gik langt over forventning. Jeg er meget tilfreds med dagen på trods af, at jeg blev nr. 2 til stævnet. Jeg havde ikke turde drømme om 68 kg i træk og 82 i stød i morges, da jeg stod op. Med lidt hovedpine og 2 måneders hård eksaminsperiode, så var jeg meget spændt på, hvad jeg kunne præstere, men ny PR i vend på 86 kg er rigtig dejligt og giver mere motivation til træningen. 

Kropsvægt: 52,4 kg.
Træk: 63, 66, 68
Stød:  78, 82, 86 (PR i vend og kiks i opadstødet) Dansk rekord forsøg
Tokamp: 150 kg
Sinclair: 212 (CWC blev vundet på 227 point (62,0 kg kropsvægt, 80 kg træk, 101 kg stød) af Laura Hammelstrup, AK Atlas/Slagelse) 
Foto: Salvatore Annuzzi
13. januar 2012: Copenhagen Weightlifting Cup i morgen
Foto af Anja Wagner Hansen: På billedet - mig(tv) og Laura (th)
I denne weekend holdes et af landets største stævner. Lørdag er det for alle kvinderne og senior mænd og med stævnestart kl. 12. Stævnet holdes i min egen klub IK99 på Østerbro stadion. Siden VM har en del fokus været flyttet til mine eksaminer, som nu er overstået og det næste stykke tid skal jeg virkelig træne igennem, så jeg kan lave nye rekorder snart og løfte godt til EM i april. 
Mine forventninger til stævnet i morgen, som jeg har vundet de sidste to år, er at give den gas trods formen ikke helt er på toppen lige nu. Jeg regner med at få meget hård konkurrence fra Laura Hammelstrup, så det skal nok blive spændende.
12. januar 2012: Året der gik og godt nytår!
Foto af Bo Ejstrup/Jytte Brandtoft: Den helt fantastiske åbning til Universiaden 2011.
2011 har været et ret turbulent år, når jeg ser tilbage. Året startede med skader i min hånd og skulder, som påvirkede mine resultater meget og begrænsede min træning en del.
Derudover stoppede samarbejdet med Anders Bendix Nielsen, som jeg havde haft som træner siden jeg flyttede til København i foråret 2007.
Det har været hårdt at være skadet og ikke have nogen fast træner, som jeg ellers har været vant til siden jeg startede i Bagsværd Vægtløftnings Klub i 2002, da Erling Johansen(nuværende formand for forbundet) anbefalede, at jeg startede med at træne vægtløftning ved den daværende klubtræner Kristian Kofod. 
Men set fra den positive side, så synes jeg, at jeg har lært en del også, som forhåbentlig udmunder i bedre resultater i år 2012. 
Årets vildeste oplevelse var Universiaden(Universitets-OL) i Kina, som jeg er meget taknemmelig for at få mulighed for at være med til og en STOR TAK til Team Copenhagen og Rockwool International A/S for at gøre det muligt.
Tak til alle, der har hjulpet og støttet mig i 2011 - det har været rigtig dejligt og jeg glæder mig til en masse nye oplevelser i 2012 :)

Foto: Bo Ejstrup
26. november 2011: Tv-indslaget
Så har jeg været på tv og jeg synes det er blevet et fint indslag. Det er rigtig dejligt, at en sport som vægtløftning kan få opmærksomhed på den her måde, hvor der er tid til at forklare lidt mere om sporten.

Link til "Min sport" udsendelsen på DR1 her.
25. november 2011: 'Min sport' indslag vises på DR 1 i morgen
Da jeg var til VM tidligere denne måned var DR Sporten med for at lave optagelser til programmet 'Min sport', som sætter fokus på de mindre idrætsgrene i Danmark. Denne gang følger de mig til VM og sætter fokus på kvindevægtløftning. Det var en stor udfordring at have et kamerahold med rundt i tre dage, men det har været spændende og forhåbentlig er der kommet et godt indslag ud af det, som kan give god reklame for dansk vægtløftning og rykke lidt ved nogle fordomme omkring vægtløftning.

Det bliver vist lørdag den 26. november kl. 17.55 på DR 1 og Frank Petersen (Udviklingskonsulent i Forbundet) er i studiet. 
Link til for-omtale på DR Sportens hjemmeside her.
25. november 2011: Trænerkursus
Jeg har været på trænerkursus her i efteråret og det har været meget lærerigt og spændende. Kurset er Dansk Vægtløftnings Forbunds Trænerkursus Trin 1. Formålet for mig var at få indblik i nogle af de grundlæggende principper inden for træningsplanlægning og få inspiration.   
14. november 2011: EM kvalifikationskrav på plads
Nu er VM overstået og næste store mesterskab bliver EM 6.-16. april 2012 i Antalya, Tyrkiet. Jeg har med mit resultat til VM lavet A-krav til EM i 53 kg klassen og B-krav i 58 kg klassen, så det er dejligt, at der er styr på det. Sidste år var der lidt stress på for at nå at lave kravet, da jeg var skadet i skulderen og hånden og dermed ikke havde løftet til stævner i fire måneder.
Min plan for det næste stykke tid er at få en god opbygningsperiode og komme et par kilo op i vægt.  
6. november 2011: VM
Så har jeg løftet til VM og det blev et okay resultat, når man tager i betragtning, at min gruppe startede kl. 8 om morgenen med indvejning kl. 6, hvilket gav de fleste løftere store udfordringer. 
Mads Thøgersø fra AK Atlas(Slagelse) er til VM for at tage billeder(se hans hjemmeside her) og havde sagt ja til at hjælpe mig til stævnet og det gik rigtig godt. Jeg startede på 65 kg efter et sidste opvarmningsløft på 63 kg. Derefter skulle det være 67 kg eller 68 kg. Jeg har fået 70 kg til AL Bank Cup i sidste måned og tænkte, at 68 kg ville være en god vægt at gå på. Desværre blev til to kiks og derefter blev forventningerne til stød også nedjusteret, da jeg godt kunne mærke, at tidspunktet af dagen ikke påvirkede min præstation positivt. I stød startede jeg på 78 kg, 80 kg og sluttede med et godt løft på 82 kg. Jeg er mest tilfreds med stød og resultatet generelt er fint i forhold til, at det er løftet så tidligt på dagen. 
Den nordiske kamp, som var mellem Sini fra Finland, Lena fra Sverige og mig blev også rigtig spændende, men desværre bommede Sini sig ud i træk på 70 kg og Lena bommede sig ud i stød på 84 kg og 85 kg. 
DR Sporten har været hernede og følge mig for at lave et indslag til deres 'Min sport' udsendelser. Det har været spændende og udfordrende at have dem med rundt hernede og jeg håber der kommer et rigtig godt indslag ud af det.  
Kropsvægt: 52,21 kg
Træk: 65, 68, 68
Stød: 78, 80, 82
Tokamp: 147 kg
23. oktober-4. november 2011: Træningslejr i Frankfurt (Oder)
Op til VM er jeg taget på træningslejr i Frankfurt (Oder) i Tyskland og det går godt med træningen indtil videre. Nu er der ca. en uge til, at jeg skal konkurrere og formen virker til at være på vej op. 
Jeg er spændt på, hvordan grupperne kommer til at være, da der er så mange deltagere og om jeg kommer til at løfte kl. 8.30 den 6. november. Men det finder jeg ud af efter teknisk møde 3. november.  
20. oktober 2011: Lidt over to uger til VM
Så nærmer VM sig og det bliver et kæmpe stævne med rigtig mange vægtløftere. Da stævnet er et OL kvalifikationsstævne er der ekstra mange løftere med, så jeg regner med at det nok skal blive vildt at spændende. Det afholdes lige uden for Disneyland i Paris, så det kommer nok også til at gøre stævnet endnu mere specielt. 
Der er ca. dobbelt så mange deltagere i min vægtklasse i forhold til sidste år og jeg forventer at komme i c-gruppen, som afholdes 6. november kl. 8.30. Men der kan ske ændringer pga. det store antal tilmeldte, som lyder på 711 deltagere i alt. A-grupperne vil blive vist på Eurosport og det kan jeg virkelig anbefale jer at se.
Se startlister her og stævnets hjemmeside her.
9. november 2011: Sølv til NM, 1/2 point fra guldet
I dag har jeg løftet til nordisk mesterskab, som blev afholdt i Pori, Finland. Efter have været lidt småsyg røg min vægt ned på 51,31 kg, hvilket ikke var helt optimalt. Træk 65, 70, 70(meget tæt på), stød 78, 81, 83. Tokamp 148 kg.
1. Angelica Roos, 214,077 point
2. Christina Trier Ejstrup, 213,567 point
3. Sini Kukkonen, 209,010 point

Stævnet blev dækket af finsk tv, se her
Resultater
1. oktober 2011: Vinder af AL Bank Cup i Aalborg
I dag blev der holdt stævne i Aalborg i AK Jydens lokaler. Stævnet var med mange deltagere og rigtig god stemning. 
Mit mål var at lave B-krav til VM, hvilket det ikke har været tættere på i år end det var i dag. I træk startede jeg på 65 kg og gik derefter på 70 kg, den fik jeg og gik på 72 kg, som blev et kiks. 70 kg var tangering af min top, så det var rigtig dejligt at få den. I stød gik jeg på 80 kg i første forsøg og derefter 85 kg i de to næste. Det blev til to vendinger og to kiksede opadstød, så desværre ikke noget VM B-krav i dag, men jeg er meget glad for, at jeg var så tæt på og kan mærke, at det går den rigtige vej.
Jeg vandt stævnet med under to sinclair point efter tæt kamp med Laura Hammelstrup fra AK Atlas i Slagelse.
Kropsvægt: 53,0 kg
Træk: 65, 70, 72
Stød: 80, 85, 85
Tokamp: 150 kg 
11.-25. september 2011: Træningslejr i Tyskland
Jeg er lige kommet hjem efter to ugers træningslejr i Tyskland. Overordnet må jeg sige, at jeg er godt tilfreds med udbyttet af træningslejren trods alt. Starten af træningslejren gik ikke så godt, da min farmor døde kort efter jeg var ankommet til Tyskland, hvilket selvfølgelig påvirkede mig og også gjorde, at jeg rejste hjem mandag-tirsdag ugen efter for at være med til begravelsen.
Efter at have været i Tyskland et par gange går det bedre med at udnytte faciliteterne fuldt ud. Denne gang spiste jeg på et cafeteria på sportsskoleområdet, hvor maden var god og det var meget bedre end at stå og lave mad selv, da tiden imellem træningspassene er knap. Sauna, kold- og varmvandsbassinet blev også benyttet en del, hvilket var godt for kroppen. 
Jeg har fået en del ting at arbejde videre med og kan mærke, at teknikken begynder at blive bedre. 
3. september 2011: Københavnsmesterskaber i femkamp
Dette er anden femkampsstævne, der bliver afholdt i Danmark for seniorer og også denne gang var det hyggeligt med atletikken i starten og derefter vægtløftningen. Stævnet blev afholdt i Bagsværd, hvor vægtløftningsklubben ligger i forbindelse med atletikstadionet, hvilket er optimalt for et femkampsstævne. Min form var ikke så god, som jeg kunne have håbet, men jeg fik da lavet ny dansk rekord i femkamp, så det var fint. Vægtløftningsdelen, specielt stød er jeg ikke tilfreds med og har også sat nogle tanker i gang angående det her vægtklasse-ræs jeg har været igennem i år med, at jeg for at skulle lave krav hele tiden holder mig i 53 kg klassen. Det fungerer ikke, da kroppen lige når at komme op i vægt og så skal den ned igen for derefter at skulle op igen osv. Jeg vil dog alligevel gå i 53 kg klassen for at forsøge at lave B-krav til VM, men håber på at få en længere periode i 58 kg klassen mellem VM i november og EM i april næste år, for at få ro til at blive stærkere.
28. august 2011: Fokus de næste 6 uger er at få VM B-kravet i hus
Jeg har tre stævner tilbage til at lave kravet, som er på 155 kg i tokamp. 

3. september: Københavnsmesterskaber i femkamp
1. oktober: Aalborg Cup
8. oktober: NM

Jeg synes formen var god til Universiaden, så jeg vil arbejde videre med de ting jeg arbejdede med før og tilføje nogle ekstra ting, som jeg erfarede ved Universiaden. 
28. august 2011: Tak til Team Copenhagen og Rockwool!
Nu er jeg kommet hjem fra Kina og det har været en helt fantastisk oplevelse og jeg vil gerne takke Team Copenhagen og Rockwool International A/S for at gøre det muligt for mig at deltage. Universiaden var meget større end jeg havde forestillet mig og kineserne er tydeligvis meget dygtige til at afholde denne type arrangementer. Stævnet var ligesom et OL for studerende, med fakler og kæmpe åbningsceremoni, hvor diverse præsidenter var med, bl.a. den kinesiske. Stævnet er verdens anden største, hvor kun OL overgår. Næste gang det afholdes bliver det i Kazan i Rusland og universiaden afholdes hver andet år. 
14. august 2011: Konkurrencen
Præsentationen 
Foto: Bo Ejstrup
Jeg har løftet i dag og var i 53 kg klassens b-gruppe, som løftede kl. 12. Vi var 16 løftere i samlet, 8 i a-gruppen og 8 i b-gruppen. Jeg vejede ind på 52,75 kg og det gik godt i opvarmningen. Jeg startede på 64 kg i træk, gik på 67 kg i 2. forsøg og gik på 70 kg i 3. forsøg, som desværre røg bagover. 70 kg ville være tangering af min top. I stød startede vi på 78 kg for at få et let 1. forsøg og gik derefter på 82 kg. Jeg kiksede 2. forsøget ved, at vægten sad fremme i vendingen, men tog 82 kg i tredje forsøg og fik den godkendt 2-1, desværre valgte juryen at ændre det til underkendt pga. stem i den ene arm.
Jeg kan mærke, at formen er ved at blive bedre, så jeg er tilfreds. Jeg havde nogle gode forsøg og kan se, hvad jeg skal arbejde videre med i træningen frem mod næste store stævne, som er NM om lidt under to måneder.
Kropsvægt: 52,75 kg
Træk: 64, 67, 70
Stød: 78, 82, 82
Tokamp: 145 kg 
Herunder to forsøg, som var meget tæt på, men desværre blev underkendt.
Foto: Bo Ejstrup
For at sige lidt om niveauet til Universiaden, så blev b-gruppen vundet på 190 kg i tokamp af en koreansk pige. A-gruppen blev vundet på 222 kg i tokamp og til sammenligning blev EM 2011 vundet på 202 kg og VM 2010 blev vundet på 222 kg (samme som til Universiaden i år). 
Resultatliste
Det er første gang vægtløftning er med til Universiaden og hele 40 lande er repræsenteret. 

12. august 2011: Åbningsceremonien
Fotos: Bo Ejstrup
Åbningsceremonien var helt fantastisk og gennemført, som stort set alt andet hernede. Det danske hold bestod af seks personer, da atletikudøverne ikke var ankommet endnu. Vi blev kørt samlet i ca. 400 busser til det stadion, hvor åbningen skulle være, hvilket lå ca. 1 time væk. Busserne kørte med politi-eskorte hele vejen og vejene var spærret af. Der var styr på alt og det var helt specielt at gå indmarch. Der var 151 lande med og flere præsidenter var tilstede under åbningen. Alt var rigtig fint og gennemført. Det siges, at der er blevet brugt flere penge på Universiaden end OL i Beijing i 2008, da de største byer i Kina konkurrerer indbyrdes om at lave de største og mest imponerende arrangementer. Alt er nybygget til Universiaden og de gør alt for, at vi skal få et godt indtryk af byen Shenzhen og Kina generelt. 
6. august 2011: Ankomst til Universiade Village
Så er vi ankommet til Universiade Village, som er et stort område, hvor alle atleter, trænere og officials bor. Her er spisesal, træningscenter, swimmingpool, souvenirshop osv. Der er ingen tvivl om, at kineserne har investeret en masse penge i arrangementet og vi glæder os meget til at se åbnings ceremonien, træningsfaciliteterne og møde en masse nye mennesker. Jeg skal sandsynligvis løfte den 14. august. 
26. juli 2011: Støtte fra Rockwool til Universiaden
Jeg har fået et sponsorbidrag fra Rockwool International A/S på 12.000 kr. til deltagelse ved Universiaden 2011, hvilket er rigtig dejligt :) 
21.-24. juli 2011: Træningslejr
Jeg har lige været på træningslejr i Norge et par dage, hvilket gav formen et ekstra skub i den rigtige retning.
Min egen klub har desværre lukket i weekenderne i juli, da København Kommune skal spare og derudover har vandskaderne efter skybruddet sat sine spor. Træningslokalet ligger i en kælder og der har desværre ligget næsten en halv meter kloakvand, hvilket indeklimaet, gulv, stænger og skiver ikke har haft godt af.  
Jeg kan mærke formen er ved at blive bedre og fik nogle tekniske rettelser jeg kan arbejde videre med. Det har øget motivationen og jeg glæder mig til snart at skulle afsted til Kina.
15. juli 2011: Fire uger til Universiaden starter
De næste par uger træner jeg målrettet mod Universiaden og håber på at kunne lave et godt resultat. Min skulder og hånd er smertefri, hvilket er virkelig dejligt og giver mulighed for at træne øvelser jeg har måtte undgå de sidste par måneder. Det giver også mere håb for efteråret, som bl.a. byder på NM og VM.
Jeg glæder mig rigtig meget til at komme afsted til Kina og opleve Universiaden.
19. juni 2011: Vinder af DM i femkamp
I femkamp konkurrerer vi i træk, stød, kuglekast, trespring og 40 m løb. Det var en spændende og hyggelig dag, da det er første gang der bliver holdt femkampsstævne for seniorer. Hvilket gav en afslappet stemning, da de fleste var lidt nye i de tre ekstra discipliner.
Jeg fik lavet 65 kg i træk og 80 i stød, hvilket var et fint resultat, da fokus inden havde været at få styr på min skulder og træne grundtræning. I de tre andre discipliner blev det til sprint - 6,95 sek., trespring - 6,92 m og kuglekast 9,11 meter. 

Top 3  for 19-29-årige 
Christina Ejstrup 770,1 point
Laura Hammelstrup 715,2 point
Sarah Hammelstrup 643,4 point
Foto: Allan Tang Jespersen
10. juni 2011: Støtte fra Team Copenhagen til Universiaden og VM-træningslejre
Jeg har igen i år søgt Team Copenhagen om støtte og har modtaget 20.000 kr. til deltagelse ved Universiaden og træningslejre op til VM. Det er jeg meget glad for og ser frem til at opleve Universiaden:) 
12.-23. august - Kina

15. maj 2011: Første danske vægtløftnings og crossfit stævne
Foto: Anja Wagner Hansen
I dag blev der afholdt et stævne, hvor Dansk Vægtløftnings Forbund og Crossfit Butcher's Garage havde samarbejdet om at lave et spændende stævne med både vægtløftning og crossfit. Det blev en rigtig hård dag, men også en hyggelig dag med mange mennesker og god stemning. 
I vægtløftningsdelen vandt jeg samlet på sinclair point, i crossfit delen var jeg meget på udebane og blev nr. 2 i det samlede crossfit/vægtløftning resultat for gruppen lette damer.
Jeg vejede 53,4 kg og lavede 67,5 kg i træk og 80 kg i stød med 6 gennemførte løft af seks mulige. Jeg er fint tilfreds med resultatet, da jeg har skruet ned for vægtløftningen den sidste uge og op for basis og rehab træningen. Læs mere om stævnet og se resultater her.
Foto: Anja Wagner Hansen
7. maj 2011: DM hold
Forsøg på ny dansk rekord i stød på 86 kg
Foto: Mads Thøgersø
I dag har jeg løftet til DM hold i Hillerød. Mit mål var at lave VM krav, så det var på plads allerede nu. Jeg startede på 65 kg i træk og fik den. Derefter gik jeg på 70 kg, da det var vigtigt at få flest mulig kilo med i træk. Jeg havde to forsøg på 70 kg, som desværre røg bagover og dermed var muligheden for at lave VM-kravet på 155 kg i tokamp ret langt væk. For at sikre point til holdet startede jeg på 80 kg i stød og fik den. Da jeg synes det kunne være sjovt at forsøge på dansk rekord og dermed ny top gik jeg på 86 kg i stød. Jeg har aldrig forsøgt på denne vægt før og synes derfor det kunne være fedt at prøve. Begge forsøg blev kikset i vendingen, men det sidste forsøg kommer jeg ned under og sidde med albuerne rundt, men kunne desværre ikke rejse mig op. Desværre fik jeg ikke lavet VM-krav i dag, men synes alligevel det blev en god dag.
Med en kropsvægt på 52,6 kg og tokamp på 145 kg fik jeg 205 point. 
Min klub blev desværre fire i hold konkurrencen, hvilket er skuffende, da vi blev nr. 2 sidste år, men jeg håber vi kan stille med et stærkere hold næste år.
3. maj 2011: On-sport viser en af mine løft fra EM
Jeg stødte 83 kg til EM og det ligger på On-sports hjemmeside. Se løftet her.
18. april 2011: EM - evaluering
Jeg er tilfreds med resultatet til EM og kan se på videoerne af løftene at der stadig er masser at arbejde og dermed plads til forbedringer. Jeg var 3 kilo fra VM B-kravet, men håber på at få lavet det inden sommerferien, så der er styr på det og jeg kan undgå at skulle ned i vægt alt for mange gange inden VM.

16. april 2011: EM - det danske hold og vores russiske attaché Alexandra
13. april 2011: On-sport klip
Inden det danske hold tog til EM var on-sport forbi og filme til træning.

Link til video på on-sport
13. april 2011: EM - resultat
I går løftede jeg til EM og det gik rigtig godt. Vi startede sikkert ud med 66 kg i første forsøg i træk. Gik på 69 i andet forsøg og det blev godkendt. I sidste forsøg gik vi på 71 kg, som ville være ny top, et godt forsøg, men stangen røg desværre bagover. I stød startede vi på 78 kg, 81 kg og tog 83 kg i sidste forsøg. Alle stødene blev godkendt.
Jeg er meget tilfreds med resultatet og lavede 152 kg i tokamp, som er 3 kilo fra VM B-kravet.  

Kropsvægt:  52,53 kg  
Træk:  66  69  71  
Stød:  78  81  83  
Tokamp:  152 kg
Samlet 11. plads

Link til resultaterne
11. april 2011: EM - dagen før
Her er et billede af træningsfaciliteterne til EM.
Så er det i morgen jeg skal løfte til EM. Min gruppe løfter kl 13.30 (11.30 dansk tid). Jeg føler mig klar trods mine småskader og håber jeg kan lave et godt resultat. 
8. april 2011: EM-optakt
I morgen rejser det danske hold til EM i Kazan, Rusland. Holdet består af Tim Kring (77 kg), Mikkel Andersen (94 kg) og mig. Vores træner er Anders Bendix Nielsen, som også er klubtræner for Tim og jeg.
On-sport har i denne uge lavet klip med os til deres hjemmeside og de vil komme på nettet inden for en uge.
Jeg skal efter planen løfte på tirsdag kl 12 og der er 12 løftere i min gruppe. Vi ligger flere som skal starte på nogenlunde de samme kilo og det bliver derfor rigtig spændende. Nye personlige rekorder kan gøre, at jeg kommer et par placeringer op og dermed placeret bedre end min 9. plads fra sidste år.
Det er svært at sige præcis hvad jeg kan lave af resultat, da jeg ikke har kunne opadstød ordenligt. Men 70-72 kg i træk og 82-85 kg i stød ville være realistisk. 
Der vil også blive skrevet om stævnet på forbundets hjemmeside og stævnets hjemmeside.
4. april 2011: Ca. en uge til EM
Jeg har haft en rigtig god træningslejr i Tyskland, hvor jeg bl.a. har fået nogle tekniske input og trænet en masse træningspas.  
I dag var første træning i Danmark igen og det gik meget fint. Jeg var på 70 kg i træk, hvilket er min stævnetop, så det var dejligt. 
30. marts 2011: Træningslejr i Frankfurt(Oder)
I øjeblikket er jeg på træningslejr i Frankfurt (Oder) i Tyskland. Vi er fire nordiske løftere hernede Jim(Sverige), Ruth(Norge), Tim og jeg fra Danmark. Det er et godt sted at være på træningslejr, da der er gode faciliteter og mange løftere. 
Der er ca. 2 uger til EM nu og jeg synes det går godt, specielt i træk. Der er dog nogle tekniske ting jeg gerne vil nå at få forbedret lidt mere inden EM.  
23. marts 2011: 72 kg i træk fra blok
I dag havde jeg en rigtig god træning, hvor jeg fik styr på nogle af de detaljer jeg arbejder med i øjeblikket. Jeg lavede ny top i træk fra blok på 72 kg, hvilket var rigtig dejligt. Nu skal der trænes videre og så håber jeg på at kunne lave ny top i træk til EM. Min nuværende top er 70 kg og den danske rekord er på 75 kg. Den danske rekord må nok vente lidt endnu, men en ny personlig top ville jeg være meget tilfreds med.
22. marts 2011: 3 uger til EM



Stævnedag 12. april


Det sidste stykke tid inden EM skal bruges på at få kroppen helt klar og finpudset teknikken.
I denne uge skal jeg have fokus på at få min skulder endnu mere klar, så jeg er bedre rustet til næste uges træningslejr i Frankfurt(Oder).
Den sidste uge inden EM skal bruges på at få teknikken helt på plads og få en idé om, hvad jeg skal satse på af startvægte til EM.
Derudover er det vigtigt at tilpasse kropsvægten, så der er styr på den, når jeg tager til Rusland 9. april.
17. marts 2011: Træningslejr i Tønsberg, Norge
17.-20. marts er jeg på pige-træningslejr sammen med bl.a. norges to bedste piger Ruth Kasirye og Anja Evelin Jordalen, som også skal løfte til EM i næste måned.

7. marts 2011: Dansk mester i 53 kg klassen, EM-krav, bedste point af alle pigerne og kåret til årets kvindevægtløfter 2010
5. marts blev der afholdt DM. Jeg løftede kun et kilo under top i træk og stødte 80, hvilket tegner godt for fremtiden.
Foto: Preben Søborg
Jeg fik lavet A-krav til EM i Kazan, Rusland i næste måned, som var stævnets hovedmål, da det var sidste chance for at opfylde det. Stævnet gik rigtig godt og der var masser af tilskuere, som gav en fantastisk stemning i den lange og smalle forhal i Idrætshuset på Østerbro i København.
Jeg fik seks gennemførte løft (69 i træk og 80 i stød). Resultatet er 6 kg fra min bedste tokamp, men skaderne taget i betragtning er det et rigtig flot resultat.
Resultater
Billeder 
Videoer - træk på 69 kg og stød på 80 kg
26. februar 2011: En uge til DM og sidste chance for at lave kvalifikationskrav til EM
Jeg har stadig problemer med min venstre skulder og hånd. Skulderen er blevet bedre, så jeg kan træne træk stort set uden smerter. Min venstre hånd er der lidt forbedring med, men for at skåne den, da det stadig er uklart hvad der er i vejen, har jeg næsten ikke trænet opadstød i flere måneder. 

De øvelser jeg har kunnet træne går rigtig godt og gør, at jeg er rimelig rolig i forhold til, at jeg nok skal lave kvalifikationskrav til EM til DM den 5. marts. B-kravet er 140 kg i tokamp og A-kravet er 146 i tokamp. Men nu må vi se, hvordan formen er på dagen.
I går var jeg på 65 i træk og 82 i vend, så det er et godt udgangspunkt for DM i næste uge.

Fællestræninger
I 2011 er der kommet flere spændende tiltag fra forbundets side, hvilket blandt andet byder på flere pigesamlinger og fællestræninger. Fællestræningerne i København går ud på, at de københavnske løftere hver tredje lørdag træner sammen, hvilket bl.a. skal øge samarbejdet klubberne imellem og give inspiration til løfterne.  
Første samling var i Bagsværd VK 29. januar og var en stor succes. Næste samling bliver i AK Viking i Kastrup 19. februar. 
Læs mere om fællestræningerne på forbundets hjemmeside.
Vinder af Copenhagen Weightlifting Cup
Årets første stævne blev afholdt 15.-16. januar i København. Stævnet var internationalt og for at tiltrække løftere fra udlandet var der pengepræmier, hvilket i min gruppe var 300 euro.
Jeg var spændt på hvordan det ville gå, da forberedelserne var præget af skader og jeg havde derfor ikke kunne træne optimalt. Vi var 12 piger i alt, hvor tre var fra Tyskland, en fra Holland og resten fra Danmark. Jeg vejede 53,6 kg og fik 62 kg i træk og 77 kg i stød. Det var et stykke fra mine topper, men nok til at vinde. Jeg ville gerne have været højere, men der var ingen grund til at risikere at forværre mine skader.
Jeg er glad for at være igang igen og dette stævne var en rigtig god start.

Næste stævne bliver DM 5. marts, hvor jeg skal lave kvalifikationskrav til EM, som i år afholdes i Kazan, Rusland. http://www.kazan2011ewc.com/
Første stævne siden VM i september
Efter en skadesperiode med bl.a. problemer med venstre skulder og hånd går det bedre nu og jeg håber på at blive klar til Copenhagen Weightlifting Cup 15. januar. Derefter vil det være DM den 5. marts og selvfølgelig EM i april jeg træner frem mod.

Team Copenhagen gav støtte på 25 000 kr.
I juni 2010 fik jeg 25 000 kr. af Team Copenhagen til træningslejre og internationale stævner.
Da forbundet har meget begrænsede midler giver dette tilskud en masse muligheder for at komme på træningslejre i udlandet og deltage ved stævner, som forbundet ikke prioriterer. 
 
Kommende stævner og lejre
2015
7. november:
Øst Senior, Kastrup

19.-26. november:
VM, Houston, USA
Foregående store stævner
Lav din egen hjemmeside med mono.net